Flotsam and Jetsam tilhører den generation af bands, der myldrede frem lige umiddelbart efter at genrens absolutte stilskabere Slayer, Metallica og Exodus havde defineret thrashen som legitim metalgenre; den semi-klassiske Flotsam and Jetsam debut, ”Doomsday for the Deceiver”, er således helt tilbage fra thrashens gyldne år 1986, hvor både Slayer, Metallica, Megadeth og Anthrax som bekendt udgav nogle af deres mest elskede mesterværker.

Siden har Flotsam and Jetsam lidt ufortjent fortsat med at leve i skyggen af de førnævnte bands, og er vel mest kendt i brede metalkredse som bandet, der måtte sige farvel til deres bassist Jason Newsted, da denne blev headhuntet til at overtage selveste Cliff Burtons (R.I.P.) plads i Metallica. Alligevel har undertegnede et helt specielt forhold til især Flotsam & Jetsams to groft undervurderede start-90’er udgivelser, ”Cuatro” fra 1992 og ”Drift” fra 1995, hvor bandet iblandede deres oprindelige thrash tilgang med et mere forfinet, sangbaseret og power metallisk udtryk, der for alvor kom til sin ret ved hjælp af lydtroldmanden Neil Kernons fantastiske produktion.

Det ønskede gennembrud udeblev dog, og Flotsam and Jetsam blev snart droppet af det store MCA Records og tvunget tilbage i undergrunden, hvor de i de efterfølgende år udgav en lille håndfuld i mine ører ret middelmådige albums i en mere simpel og traditionel thrash metal stil. Siden 2005 har der mig bekendt været tavst som graven omkring bandet, hvorfor det kommer som en mindre overraskelse at Flotsam and Jetsam pludselig vender tilbage fra kulden med et nyt album i form af ”The Cold”, udgivet af selveste Nuclear Blast i Europa.

Det første man noterer sig med tilfredshed ved gennemlytning af ”The Cold” er at forsanger Eric A.K. heldigvis stadig er i besiddelser af ikke alene thrashens men en af metallens flotteste (og mest underkendte) stemmer, for han synger stadig lige suverænt; kraftfuldt, varieret og ekspressivt. Musikalsk veksles der generelt fint mellem regulære uptempo thrashers som åbneren ”Hypocrite”, ”Black Cloud” samt ”Falling Short” og så tungere, mere melodiske ting som ”Take”, titelnummeret, ”Blackened Eyes Staring” samt ”Secret Life”. I det hele taget har kompositionerne i sidstnævnte kategori umiddelbart ret meget tilfælles med et band som Nevermore; samme tunge og teknisk velfunderede blanding af elementer fra melodisk thrash og knaldhård US powermetal krydret med to af branchens absolut bedste vokalister.

Albummets isnende højdepunkt er dog uden sammenligning den på samme tid patosfyldte og alligevel melankolske powerballade ”Better Off Dead”, hvor Eric A.K. virkelig folder sit vokale potentiale helt ud; et mesterligt nummer helt på højde med de sammenlignelige ”Wading Through the Darkness” fra ”Cuatro” og ”Destructive Signs” fra ”Drift”.

Et par mindre heldige indslag er der så også et par stykker af på albummet, med den forkrampede ”K.Y.A. (Kick Your Ass)” som skræmmeeksemplet med sit ukarakteristiske platte lyriske indhold, så hørt over et helt album formår Flotsam and Jetsam måske ikke helt at matche niveauet fra ”Cuatro” og ”Drift”. Alligevel er det nu rart at have en af genrens mest oversete bands tilbage i noget der tilnærmelsesvist ligner topform, for ”The Cold” virker bestemt som den mest veloplagt og relevante Flotsam and Jetsam udgivelse i endog meget, meget lang tid. CCCC½ -byrial

Kom med kommentar i vores FORUM