Miraklernes tid er ikke forbi. Bedst som man tror, at metalcore-genren har malet sig selv op i et hjørne kommer tyske Fear My Thoughts springende frem som en trold af en æske og giver genren en tiltrængt saltvandsindsprøjtning. På samme måde som nu-metal-bølgen gjorde det for få år siden, startede metalcore som et friskt pust på metalscenen og endte med at producere klon efter klon af enslydende bands, der skamløst promoverede sig selv som ’the next big thing.’ Og således præsenteres Fear My Thoughts da også i pressematerialet, men selvom bandet næppe kommer til at ændre verden, gør de dog alligevel positivt væsen af sig på ”Hell Sweet Hell.”

Efter den efterhånden typiske intro, eksploderer ”Windows for The Dead” i hovedet på lytteren, med sin blanding af heftigt thrashede riffs i den patenterede At The Gates-stil, melodiske omkvæd og et lækkert, tungt breakdown. Ikke noget specielt, siger du? Måske ikke, men om ikke andet er tracket guld værd i catchiness og intensitet. Men allerede på næste nummer ”In The Hourglass” er der anderledes takter at finde. Her åbnes med en flot, episk guitarharmoni og et fængende omkvæd ikke ulig det nyere materiale fra danske Invocator og det kommer da heller ikke som en større overraskelse, da skiven faktisk er produceret af Invocator’s Jacob Hansen, der også leverer backing vokal på et enkelt nummer. Som altid fra Hansens hånd har vi at gøre med en lækker, men til tider noget steril lyd og jeg synes til tider at der decideret mangler bund i produktionen. Dette er dog ikke noget der skæmmer pladen fatalt.

Rent teknisk spiller Fear My Thoughts på et ganske blæret niveau. Selvom man ikke finder nogle ekvilibristiske Yngwie Malmsteen-soli, er der dog læssevis af fede, memorable riffs og trommeslageren fortjener også ros, lyt bare til ”The Master’s Call” og hør ham folde sig ud i introen. Det er ligeledes fedt at høre et band benytte sig af synthesizerstil til at skabe atmosfære og stemning, frem for at sovse det hele unødvendigt ind. Vokalen er en noget stereotyp blanding af snerrende hardcore-vræl og dyb, mørk growl, dette er et element bandet godt kunne arbejde lidt mere med. Der findes også velgjorte anstrøg af ren sang hist og her, ligesom at bandet på enkelte sange giver sig i kast med regulær death metal, hvilket også fungerer itl deres fordel. Hen imod slutningen bliver pladen dog mindre interessant og opfindsom og der afsluttes med den decideret vamle, pop-gotiske og storladne metal-ballade ”..Trying To Feel”, der i den grad skæmmer helhedsindtrykket, men som sådan er der udover sidstnævnte ikke nogle svage numre.

Er man til de nævnte bands eller metalcore i det hele taget, kan jeg ikke se nogen grund til ikke at give sig i kast med ”Hell Sweet Hell” øjeblikkeligt. Og er du som mig en af tvivlerne, der tror at genren ikke har mere at byde på, burde du om ikke andet give den et lyt - måske bliver du positivt overrasket. -moesby

Kom med kommentar i vores FORUM