Mange vil nok mene, at Fear Factory mere eller mindre har været en joke i de sidste 10 års tid. Først delte "Digimortal" ('01) vandene i fanskaren. Dernæst førte interne uenigheder til bandets opløsning, hvilket dog ikke engang holdt et år inden de genforenedes uden eks-guitarist Dino Cazares og følgende udgav den lunkne "Archetype" ('04) og den decideret ringe "Transgression" ('05) samt sideløbende kæmpede med nye pladeselskaber efter et fjendtligt brud med Roadrunner. Alt dette imens hele den veritable horde af nu-metal-bands, hvis sound FF har været afgørende inspiration for, overhalede de faldne 90'er-helte indenom.
At Cazares i fjor atter skulle slå pjalterne sammen med Burton C. Bell (vok.), kom vel bag på mangen en fan, men at genforeningen skulle føre til en ny Fear Factory-skive uden hverken Christian Olde Wolbers eller Raymond Herrera havde kun de allerfærreste vel kunnet forudsige. Hvad der ligger til grund for beslutningen, samt hvorvidt den er fair eller ej, vil jeg ikke komme ind på her. Til gengæld skal der alt andet lige lyde et gjaldende hurra for Dinos genkomst under FF-fanen. Det kan høres, og det har været tiltrængt. Med de to seneste FF-skiver in mente står det hermed klart, at Bell og Cazares er kernen i det Fear Factory, som min metalgeneration faldt for i sin tid.

I princippet er "Mechanize" Fear Factory's første reelle album med bassist Byron Stroud (Strapping Young Lad, m.fl.), (Wolbers indspillede bassen på de to foregående skiver), og derfor er rekrutteringen af dennes gamle bandkammerat, det vanvittige trommemonster Gene Hoglan (ex-Dark Angel, -Death, -Testament, -Strapping Young Lad m.fl.), kun så meget desto bedre en beslutning. Hvis Wolbers/Herrera var en tight rytmegruppe, så er Stroud/Hoglan, - for de der ikke kan deres Strapping Young Lad, - så præcist sammenspillede, at det tenderer ren uhygge. De to spiller simpelthen mere maskinelt, end Fear Factory overhovedet nogensinde har lydt, og dette har først og fremmest gjort plads til, at bandet har kunnet sammenstykke Fear Factory-navnets mest energiske plade nogensinde.

Ja, du læste rigtigt: Der har kort sagt aldrig været så meget blæs på Fear Factory, som der er i dag. Aggressionen på "Mechanize" er en koncentreret, ubønhørlig og nærmest altoverskyggende størrelse, - og hvilken forløsende fryd det dog er! Det indledende titelnummer er skævt, dissonant, og stort set beskåret for den syng-med-melodi, som gennem tiden ellers har været en af bandets forcer samt større varetegn. Men det virker. Hoglan er selvsagt en betragtelig force for bandet, og selvom det på papiret virker sært, at Herrera ikke sidder bag tønderne, er det glemt efter blot få sekunders smadder. Numre som "Christsploitation", "Oxidizer" og andensinglen "Fear Campaign" er rendyrket panden-mod-muren-energi i 10. potens, og selvom førstnævnte rent tekstmæssigt kun er én ud af tusindvis af variationer over metalscenens evindelige (omend nok så berettigede) angreb på kristendommen, så eliminerer netop energien enhver fare for at falde igennem på klichéfronten. Måske var det endda ikke nødvendigt at satse SÅ meget på at hamre igennem, som tilfældet er. Men igen: Det virker sgu bare.

Førstesinglen "Powershifter", som de fleste vel efterhånden har hørt, er et af denne ombærings relativt få eksempler på et klassisk, sangbart og fængende Fear Factory-omkvæd. For det meste er melodierne stort set bare markerede snarere end fængende, og tjener således mere som vokal variation end som egentlige hooks, - og tilmed forekommer de somme tider kun i C-stykkerne og ikke i omkvædene. Det tjener for det første til at understøtte skivens megen nådesløse brutalitet, men også til at distancere Fear Factory fra den tidligere nævnte horde af moderne metalbands, der har Fear Factory som inspirationskilde. - Bands som stort set alle har skamredet og udvandet den simple formel, som Fear Factory i sin tid opfandt, da de på gennembruddet "Demanufacture" ('95) lod versene i klassikere som "Self Bias Resistor" og "Replica" forløse i skrål-med-inciterende melodiske omkvæd.

Vanen tro er "Mechanize" stort set sovset til i synth, men man kan ikke påstå, at det ligefrem gør lytteoplevelsen helt enormt facetteret, når nu virkemidlerne trods alt er så få, som tilfældet er her. Til gengæld må "Mechanize" så afgjort siges at være ikke blot den suverænt mest brutale, men også konsistente Fear Factory-skive siden debuten "Soul of a New Machine" ('92). Der er skåret ind til benet, og det er mere end klædeligt ovenpå de sidste par Fear Factory-fadæser. Om "Mechanize" ideelt set burde være kommet i forlængelse af "Digimortal", eller hvad man nu end kunne mene, er måske tvivlsomt, idet genhørsglæden med lyden af vintage-FF bestemt også gør, at "Mechanize" vinder territorium - ihvertfald hos denne skribent. Cazares' klassiske riffing giver mig et nostalgisk smil på læben ved tanken om de sidste par år i folkeskolen, da Fear Factory var det hotteste og mest revolutionerende Roadrunner-navn overhovedet. Men kære minder eller ej, "Mechanize" ER en solid skive og et forbandet fedt comeback, omend den ikke overgår Fear Factory's største stjernestunder. Der er dømt stensikker investering for samtlige gamle fans, men også det yngre publikum, som er vant til Chimaira- og Slipknot-brutalitet, vil kunne starte på Fear Factory her. - Det er alligevel obligatorisk i jeres metalpensum, kids. CCCCc -andreas

Kom med kommentar i vores FORUM