Om skæbnen vil det eller ej er en af Danmarks fineste musikalske eksportvarer klar til en ny runde i manegen efter lang tids fravær. De kastede officielt håndklædet i ringen i 1993 efter at have turneret med 1990 udgivelsen ’Scratch N Sniff’, og efterfølgende at have forsøgt sig med ny guitarist Søren Hoff og prøvet med et par demoer. Det er samme line-up i dag som på disse demoer, bortset fra ny trommeslager, svenske Michael Kvist. 

Bandet der på 1985 debuten havde prominente navne som founder Hank Sherman og gæstet af fellowman Mercyful Fate guitarist Mike Denner, bandet der fik den udenlandske presses opmærksomhed fra start og blev blandt andet hædret af Malcome Dome fra Kerrang som gav debuten KKKK. Roserne fortsatte på efterfølgerne, men et decideret gennembrud blev aldrig en realitet.

Vi taler heavy rock, og vi taler heavy rock fra top-skuffen, og håndværk af ren verdensklasse. Håndværket alene er en stor oplevelse og adskillige spin værd. Den legendariske producer Tommy Hansen (Helloween, Pretty Maids) har som på forrige plade mixet og produceret. Der kan ikke sættes en finger på lyden som både formår at holde fast i gamle dyder samt at have et friskt islæt der frister til at smide den i car-stereoen som sommerens foretrukne spin ’n cruise skive.

Per Johanssen (tidl. Henriksen) afvikler igen som på forrige plade sin særprægede super-vokal til UG med kryds og slange, han lyder bestemt ikke som en der har ligget på den lade side siden man sidst hørte til Fate. Han er endnu stærkere end før og har som pop-stjernen Anastacia et arsenal af lyd, og lyder endda ofte som hende med sin specielle nasale stemme og brug af sin range. Desuden er der lagt et kæmpemæssigt arbejde i arrangering af vokalen som oftest høres i mange lag i denne top-produktion. Per er et kæmpe aktiv, som af mange veje kommer til sin fulde ret på denne skive. 

I det hele taget er alle aspekter af pladen godt gennemarbejdede, det lader som om at intet er overladt til tilfældighedens losseplads. Deres trademark sharp edge riffs er 100% intakte, denne gang udført af eminente Søren Hoff, og hvilke udgør den sædvanlige metalliske kant og den ene smukke solo efter den anden overgår hinanden i simpel ekvilibrisme og vellyd, korte, effektive and to the point med masser af hurtige detaljerige licks. Veltænkte og tilpas neddæmpede keyboard-flader i baggrunden er sammen med bassen med til at give de sidste lag i denne yderst professionelle produktion. 

Der er intet fyld overhovedet og pladen har heldigvis ikke den typiske tendens til at være dalende i kvalitet til sidst, faktisk ligger nogle af de fedeste tracks sidst på skiven. Ingen numre nævnt, ingen glemt. Pladen burde måske i første omgang kun på CCCC pga. lidt manglende song-quality i melodiens tegn, men der er mange snigere og man kan i sidste ende ikke undvære et eneste nummer og sidder tilbage og ønsker lidt mere af samme skuffe. 

Trods pladens store kvaliteter, og det at Fate muligvis hermed har begået deres bedste skive til dato, så tror jeg på at der er endnu mere at hente fra deres side, og man kunne sagtens bruge et par ballader fra Fate som jeg ligeledes tror de kunne lave bedre end normen.

Bedst af alt er at høre rendyrket uforfalsket klasse heavy rock uden nu-smarte tendenser, i denne stadigt søgende tid hvor man forsøger i world wide stil at forfalske den ægte vare i nutidens famlende klæder. Jeg kan ikke undvære denne vare og I kan kalde det lige hvad i vil – jeg kalder det kærlighed. Så selvom tiderne har forpasset Fate’s store chance, eller måske på trods af, så varmer det ekstra meget i hjertet at høre et band der holder stand og holder klassiske dyder i hævd. -a godlike creature


Accept your Fate ! 

Kom med kommentar i vores FORUM