Farmer Boys…nok omtrent det grimmeste bandnavn jeg nogensinde har oplevet. Inden jeg rent faktisk fik tjekket musikken, var associationerne til ækle ting som døgnfluen Rednex og tidlig morgenmalkning allerede vakt, og jeg vil vædde på, at mange allerede står af der med et gæt om at være sluppet for endnu et vederstyggeligt joke-band. Det har Farmer Boys måske nok også været, da deres to første albums hed ”Countrified” og Till the Cows come Home”, men nu om dage er stilen lagt helt om.

Med den værste klat kokasse banket af støvlerne og ærmerne godt smøget op er vi ude i noget melodisk, nydeligt og til tider helt pompøst metal, dog af en meget moderne skole. Det er helt klart, at de satser på flere slagere i stil med ”Here Comes the Pain” fra forrige album, der vist endte som lidt af et hit i hjemlandet Tyskland. Især deres brug af keyboards og samples så englene synger, leder næsten tankerne mod 80’er pop af en ok kaliber.

Pænt og præsentabelt bliver det helt sikkert, og du kommer aldrig til at skræmme livet af svigermor eller sågar mindre gnavere og svagelige børn med Farmer Boys. Når hver og en af numrenes force ligger i et svulstigt, velsunget omkvæd, hvor alt sættes ind, så bliver bagsiden af medaljen hurtigt, at alt fremstår meget ens og fladt. Jeg kunne i hvert fald godt bruge noget mere identitet og ikke denne her udfladning og synkronisering spilletiden ud. Generelt skal de altså bare turde noget mere i selve sangskrivningen og vælge de mindre betrådte stier.

Et ok soundtrack at have simrende i baggrunden, men langt fra en uppercut direkte mod kæbepartiet. På en måde kunne jeg næsten sammenligne med Linkin Park, hvis de altså ikke lige spillede fæl nu-metal og lød som rapænder uden dun under næbbet. Men det ville nok alligevel skræmme unødigt mange potentielle lyttere væk, som ellers kunne have fået sig et ok letmetallisk fix. – guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM