En grim betegnelse er det vel – dark metal – men selvom navnet vækker frygtsomme associationer til flødemetal som HIM, er der ingen vej uden om her, for finske Fall of the Leafe er er mere end noget andet udpræget dystre, dog uden at fremstå som direkte gotiske. Faktisk kan koblingen af velsvingende rock og metal godt linkes lidt til den udvikling landsmændene Amorphis har gennemgået, og alligevel er lyden på en del punkter markant anderledes og ret unik, hvilket er ganske fint i overensstemmelse med den vanlige Rage of Achilles standard.

Og selvom meget af bandets fjerde fuldlængde virkelig rocker fint, så formår de derudover at fremavle nogle nærmest meditative øjeblikke, der bringer ro over ethvert frit fald i sindet, når f.eks. de beherskede keyboardflader også lige får lov til at lege kispus med lytteren. Ellers er en af hovedattraktionerne klart Tuomas Tuominens hypnotiske og alligevel ekstemt kraftfulde klare stemme, der af og til også går over i et par harske udladninger. Han lader ikke til at være skolet mod en håndtering af de ellers for stilen så obligatoriske 50% af den vederstyggelige ”beauty and the beast” vokal…heldigvis. Faktisk trækkes der ofte mere på lidt Glenn Danzig klingende sprængkraft, og det er en fin rosin i pølseenden på et ellers nydeligt lydbillede, der så lige får et pift ekstra.

Lidt opstramning hist og her – især på de sidste par numre – ville have styrket den kølige cocktail yderligere i smagen, men som landet ligger nu, er det pænt uretfærdigt, hvis ikke Fall of the Leafe kommer til at nyde samme succes som førnævnte Amorphis, og at de skulle kunne appellere til yndere af den nyere Paradise Lost lyd er absolut også en oplagt mulighed. Fedt soundtrack til en gråvejrsdag hvor omstændighederne tvinger dig indendørs. - guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM