falkenbach - ok nefna tysvar ty

Køb hos CDON nu !!!

Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
CCC 03.11.03  Viking Metal Napalm/Target Patrick Damiani
 

Det er åbenbart 5 år siden Falkenbachs forrige album ”Magni Blandinn Ok Megintin” så dagens lys.
Hvorvidt der er sket nogen nævneværdig udvikling i bandets musik siden dengang skal jeg lade være usagt al den stund at det nye album ”Ok Nefna Tysvar Ty” er mit første bekendtskab med Falkenbach.

Albummet består af 7 numre, hvoraf det 9 minutter lange nummer ”Vanadis” og den afsluttende ligeledes knapt 9 minutter lange skæring ”Farewell” tilsammen næsten udgør halvdelen af albummets samlede spilletid på omkring 40 minutter! Imellem disse 2 episke numre er der så 5 kortere skæringer, hvoraf især ”As Long as Winds Will Blow” er virkelig indbydende med sin brug af delikat velspillet akustisk guitar og passende skønsang.

”Ok Nefna Tysvar Ty” er egentligt et ganske glimrende album; velspillet, melankolsk og til tider rigtig smuk og drømmende i sit udtryk. Desværre bliver musikken også i længden en lille smule monoton og små-kedelig i mine ører; der mangler ganske enkelt noget dynamik i form at afveksling i tempo og arrangementer, både i de enkelte numre og disse indbyrdes. Her kunne man nævne det nye Lumsk album ”Åsmund Frægdegjevar” som eksempel på et album i tilnærmelsesvis sammen genre som Falkenbach, hvor man netop forstår at give hvert enkelt nummer en tydeligere selvstændig identitet uden at kompromittere det overordnede musikalske koncept. 

Falkenbach får med den idylliserede musik på ”Ok Nefna Tysvar Ty” in mente vores vikingeforfædre til at fremstå mere som nogle venlige og fredselskende hippier end som en flok krigeriske barbarer, og jeg vil ikke på forhånd afvise, at jeg ville kunne finde på fra tid til anden at afspille ”Ok Nefna Tysvar Ty” i forbindelse med læsning af en avis eller en god bog, men som decideret lyttealbum er Falkenbachs nye udgivelse simpelthen for pæn og udynamisk til at jeg kan holde interessen over en længere periode. Jeg savner lidt noget bulder og brag i lighed med de sidste par ”Nordland” skiver fra Bathory til at skabe noget tiltrængt punch til Falkenbachs smukke men ret stillestående musik. Jeg kunne såmænd godt have argumenteret for at give ”Ok Nefna Tysvar Ty” 4 små C´er i stedet for de 3 store jeg endte med at uddele, så er man decideret Viking metal tilbeder bør dette nye Falkenbach udspil trods alt tildeles en chance. -byrial






Kom med kommentar i vores FORUM