Nok er ungdommen i disse tider ofte fortvivlet over tilværelsens evigt ekspanderende mangfoldighed, og den deraf følgende afmagt eller mangel på faste ståsteder har i høj grad bidraget til at skabe en generation af fortabte, desperate neurotikere, men helt uduelige er vi nu ikke altid. At leve fra dag til dag i en søgen efter sig selv og/eller en mening med galskaben er håbløs skrue uden ende i situationen. Men for satan hvor er det ophøjende, når man så endelig får færten af, hvordan det store scenetæppe kan trækkes fra, så der kommer hul igennem til…ja, hvad? Det er jo lige det – måske bare endnu en blindgyde, eller…

Fairweather er på vej. I ’01 udgav de debuten ”If They Move…Kill Them”, og en titel som ”young.brash.hopeful.” var ganske beskrivende for deres daværende kække lyd, der dog også mindede om en mørkere og lidt hårdere udgave af det gamle Saves the Day materiale. Begge bands har udviklet sig. STD har bevist på ”In Reverie”, hvor gode de er til at spille dræbende kedsommeligt elevator-muzak, hvorimod Fairweather har været langt mere modige og søgt at lave større ringe i vandet, frem for at implodere deres lyd. Allerede på forrige års nydelige, lille ep ”Alaska” blev der bygget bro mellem debuten og opfølgeren, så udviklingen kommer ikke som et helt uventet slag i hovedet, men man er alligevel nået længere, end jeg havde turdet håbe på.

Med den yderst passende betitlede ”Derivitive Opener” lures vi ind i deres klangfulde verden med næsten episke bølgebrus. Hints fra den gamle, pågående pop punk inspirerede lyd findes stadig under visse fremadstormende momenter som på den ret sprælske ”Letter of Intent” og derefter satses der stort på en vekslet mellem direkte rock-angreb og noget langt luftigere, der i stedet får tankerne til bare at flyde af sted. ”The Lusitania” var et britisk fragt- og passagerskib, som under en sejlads i 1915 over Atlanten tilbage mod England blev ramt og sænket af tyske torpedoer, og derefter tog mange liv med sig i sin kolde, mørke grav. På samme måde som ved denne ulykke er der også noget skæbnesvangert over Fairweathers lyd, hvor den ultimative fortvivlelse har stor råderet.

En ”fair-weather friend” er jo som bekendt en ikke helt pålidelig gut, men denne unge Washington kvintet leverer nu stadig varen over hele feltet. Herligheden er med en spilletid på over en time dog ret lang, genren taget i betragtning, så lidt tålmodighed er absolut påkrævet, hvis et fuldt udbyttes skal opnås. Mesterværket ”Song in the Air” er der stadig et stykke vej til, men nu hvor Elliott desværre har valgt at kaste håndklædet i ringen, er en god del af vejen mod emo-tronen for fuldvoksne fortvivlere banet. –guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM