Relapse har fingrene i de beskidte sager for tiden. Deres nye kuld af signinger tæller bl.a Unearthly Trance, som jeg tidligere har set på og så nærværende trio med det helt brilliante navn Facedowninshit. Ja, hvis musikken ikke formår at vække opsigt, så gør navnet i hvert fald.. Begge bands deler udover label også i høj grad de samme musikalske elementer, men hvor Unearthly Trance ofte roder sig ud i psykedeliske eksperimenter og enkelte black-passager, er Facedowninshit anderledes ligetil i deres udtryk. Selvom det måske svarer til at sige, at det er nemmere at gå igennem svovlsyre end glohed lava, for der er absolut ikke tale om letfordøjelig kost her! Et harskt, støjende, feedback-tungt og beskidt lydbillede er hvad disse vrede unge mænd har at byde på. Det lyder måske tiltalende, men ikke uden forbehold, desværre.

Sludge har aldrig været min favoritgenre og jeg må indrømme, at Facedowninshit heller ikke bliver bandet der omvender mig. De har alle genrens karaktertræk – de forbitrede tekster, den hysteriske vokal, simple rytmer og en produktion så grumset, som var den smurt ind i mudder fra sumpene i de amerikanske sydstater. Navnlig produktionen er et minus af rang, den denne er så godt som uden bund overhovedet. Bandets bassist må føle sig meget lidt tilgodeset, når han hører ”Nothing Positive, Only Negative.” Og ligesom så mange af lignende bands, mestrer de ikke begrænsningens kunst – 4 ud af de i alt 7 numre varer over fem minutter og det er alt for langt for et band med så relativt få virkemidler. Når de begrænser sig, som på titelnummeret eller ”Ten Strip”, så rykker de faktisk ganske glimrende, med nogle simple, men herligt flossede guitarriff. Jeg er sikker på, at dette bands rette element ville være live, i et tæt lille lokale fyldt med røg, fulde folk og dem selv på scenen, badet i svedet med Marshall-forstærkere cranket op til over smertegrænsen. Men ganske ligesom med den slags live-koncerter, så er glæden ganske flygtig. Mens det hele står på er det sjovt og medrivende, men ingenting hænger umiddelbart ved bagefter. Jeg savner i den grad, at bandet satte sig for at lave nogen mere sammenhængende sange, fremfor bare at køre rundt i ganske vist forskellige, men alligevel utroligt enslydende riffs uden stop. Enkelte steder springer der dog små vedhængende stykker i ørene, som for eksempel de små frække blues-licks i ”Association Of Known Undesirables”, men der er alt for få af den slags til at gøre pladen interessant.

Men, men, men; Da pladen jo udkommer på Relapse, skal Facedowninshit nok få den presse og hype, der normalt tilkommer bands på dette label. I forhold til mange af deres labelmates synes jeg dog ikke den er berettiget. Fans af Eyehategod, Iron Monkey og nyere ting som Mistress vil dog helt sikkert gå i selvsving over bandets takter. Personligt kan jeg bare endnu en gang erkende at slugde aldrig bliver min yndlingsgenre, Facedowninshit bliver aldrig mit yndlingsband og at Relapse skal stramme sig gevaldigt an næste gang, hvad angår signinger, hvis de stadig skal have positionen som mit yndlingslabel. ”Nothing Positive, Only Negative”? Tæt på, desværre! -moesby 

Kom med kommentar i vores FORUM