eyes of fire - ashes to embers clonepop
Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
CCCCC 22.03.04 Tung, Alternativ Metal Century Media/Target Webb
 

Det fantastiske band Mindrot nåede at udgive 2 afvekslende og sygeligt dystre death/doom albums på Relapse Records, nemlig ”Soul” og ”Dawning”, inden indre splid i bandets rækker desværre satte en stopper for Mindrots ellers lovende fremtidsudsigter. Fra asken af mægtige Mindrot rejser sig heldigvis nu en ny ild i form af debuterende Eyes of Fire, der såmænd er udtænkt af de to kreative hovedmænd bag Mindrot, nemlig Dan Kaufman (vokal/guitar) og Matt Fischer (vokal/bas).

Straks det nye album ”Ashes to Embers” sættes i gang med nummeret ”The End Result is Falling…”, har man dog svært ved at høre, at der vitterligt skulle stå Mindrot medlemmer bag Eyes of Fire, idet nummeret mest af alt minder om noget der mageligt kunne have været inkluderet på Anathema albums som f.eks. ”Judgement” eller ” Alternative 4”. Her bydes der nemlig på en form for afdæmpet og følsom alternativ metal/rock med brug af en passende klagende vokal. 

Men allerede på den efterfølgende ”Empty” bliver man i den grad klar over d’herrer Kaufman & Fischers tilstedeværelse i Eyes of Fire! Nummeret introducerer noget af den knusende tyngde man kendte fra Mindrot, bare uden de death/doom karakteristika Mindrot benyttede sig af. Af selv samme grund kommer Eyes of Fire mere til at lyde som Neurosis, når disse er i deres mest onde lune. En grum, vrissen og nærmest desperat vokal samt de næsten tribal-agtige og tunge rytmer forstærker indtrykket af et slægtskab med det nyere Neurosis. Skæring afsluttes i øvrigt med, at vokalisten brøler ”…and I don’t feel as I should!” …Ja, det håber jeg da så sandelig ikke! Man kan næsten rent fysisk føle afmagten og frustrationen, der nærmest oser fra bandet!

På den korte ”Fear” går Eyes of Fire helt amok i noget der i skræmmende grad minder om en tungmetallisk nedsmeltning, hvilket resulterer i albummets bedste og mest brutale skæring. Måske ikke just det mest repræsentative nummer på ”Ashes to Embers”, men for fanden hvor det rykker uhæmmet! 

Fra et rent kompositorisk synspunkt er det dog trods alt de lidt længere numre som ”Breathe” og ”Last Goodbye” der overbeviser mest, idet det her lykkes Eyes of Fire at kombinere de fra åbningsnummeret omtalte alternative og afdæmpede elementer med de mere knusende tunge passager på en sammenhængende og helt naturlig måde. Vekslingen mellem ren vokal og den vredladne ditto fungerer også optimal, og Eyes of Fires evne til at få det introverte og melankolske til umærkeligt at alternere med det eksplosive og ekstroverte, minder mig i udtalt grad om salige The God Machine, som om nogen netop mestrede dette til perfektion. Uden musikalsk sammenligning i øvrigt. 

Som tilfældet er med de fleste langtidsholdbare og tidløse albums, kræver ”Ashes to Embers” ligeledes en håndfuld gennemlytninger inden kompositionerne for alvor letter fra asken som en anden fugl Føniks, men på intet tidspunkt i den lille time albummet varer, føler man sig fristet til så meget som bare at nærme sig SKIP-knappen, ja faktisk ønsker man snarere at løjerne ville fortsætte endnu et stykke tid. Heldigvis kan man jo bare trykke PLAY igen.

Helt ubevidst tror jeg, at jeg i et stykke tid har gået og higet efter noget på én gang alternativt og kliché frit, men stadig tung og aggressiv metal som modvægt til de eksorbitante mængder death/black/grind/thrash, jeg fortrinsvis har hørt og anmeldt på det seneste, og denne Eyes of Fire debut har i den grad udfyld dette latente behov på mest overbevisende måde! Hvis Clonemetal uddelte en pris til årets debutudgivelse, ville “Ashes to Embers” være mit bud indtil videre, og er en blanding af de bedste elementer fra Mindrot, Neurosis, Anathema og The God Machine noget der lyder tiltalende, ja så må man ikke snyde sig selv for at give Eyes of Fire chancen. Nuvel, medlemmerne Eyes of Fire er ikke just uprøvede kræfter qua medlemmernes fortid, men “Ashes to Embers” giver i den grad forhåbninger i retningen af en storslået fremtid for Eyes of Fire. Måske kan bandet så få den succes og anerkendelse, som Mindrot beklageligvis aldrig rigtig opnåede. 
-byrial









Kom med kommentar i vores FORUM