Knapt har gode gamle Exodus tidligere på året smidt deres første dobbelte live-DVD ”Shovel Headed Tour Machine – Live at Wacken” på gaden, før Gary Holt & Co. nu følger op på det forrige studiealbum, ”The Atrocity Exhibition – Exhibit A” fra 2007, med en ny og tematisk tæt forbundet udgivelse med titlen ”Exhibit B – The Human Condition”.

Temaet på både den nævnte forgænger og på ”Exhibit B – The Human Condition” synes at være Exodus’ soniske bevisførelse for menneskehedens uendelige dårskab i forskellige afskygninger; fra krigsforbrydelser over magtmisbrug, politikerlede, underholdningsindustriens overfladiskhed, den grådige udnyttelse af jordens ressourcer og alt derimellem. Exodus’ tiltro til sine medmennesker er altså ikke just overvældende, og det giver sig udslag i et svært vrissent, mavesurt og pissed-off album, der hamrer lyrikkens pointer fast med aggressiv old school thrash af massive dimensioner.

Den olmt snerrende frontmand Rob Dukes synes nu en så velintegreret og naturlig del af Exodus at man ikke længere savner hverken Paul Baloff eller Steve ’Zetro’ Souza i nogen udtalt grad, og riff-teamet mellem bandleder Gary Holt og den næsten ligeså erfarne rotte Lee Altus (Heathen, Die Krupps) ryster det ene knastørre og klassiske thrash motiv efter det andet ud af ærmet med en aldrig svigtende selvfølgelighed. Sejest af alle er dog i mine ører atter engang trommeslager Tom Hunting, hvis umiskendelige stil simpelthen ER selve indbegrebet af klassisk thrash trommespil (ok, så sammen med de på papiret højere profilerede Gene Hoglan og Dave Lombardo), og på Exhibit B – The Human Condition” demonstreres det atter engang at han om nogen er den dynamo, der fyrer op under resten af Exodus og driver bandet effektivt og mosh-venligt frem rent rytmisk.

På trods af titlen er det intet balladeagtigt over den indledende skallesmækker “The Ballad of Leonard and Charles”, der, hvis ikke det var pga. Andy Sneaps moderne og knivskarpe produktion, snildt kunne have været et glemt nummer fra de klassiske ”Bonded by Blood” eller ”Fabulous Disaster” dage. Således effektivt skudt i gang følges der herefter op med tonsende top-thrashers som ”Beyond the Pale”, ”Class Dismissed (A Hate Primer)”, ”March of the Sycophants” og ”Nanking”, der alle lyder så veloplagte, aggressive og potente, som man kunne turde håbe på.

De rosende ord til trods kæmper Exodus dog, ligesom de i øvrigt efter min mening lidt har gjort lige siden de i sin tid gjorde comeback, med at få afsluttet de enkelte numre i rette tid. Det er de allerfærreste thrash albums, der vinder noget ved at være ret meget over 45 minutter lange, og da slet ikke op i nærheden af 80 minutter, som tilfældet er med de hele 13 numre (inkl. bonusnummeret ”Devil’s Teeth”), der udgør ”Exhibit B – The Human Condition”; her kunne Exodus godt lære noget af kollegaerne i Slayer, der om nogen forstår at få fyret et par håndfulde numre af på under 40 minutters ’effektiv spilletid’. I stedet for er langt hovedparten af kompositionerne på ”Exhibit B – The Human Condition” en 6-8 minutter lange (med den næsten 10 minutter lange ”The Sun is My Destroyer” som det mest grelle eksempel), og det er efter min bedste overbevisning helt unødvendigt og kontraproduktivt for et band af Exodus’ støbning, for lad os da bare være ærlige og indrømme at Exodus aldrig har været eller bliver verdens mest varierede og sofistikerede band. Exodus har siden dag et levet på deres simple intensitet og direkte aggressivitet, og i den forbindelse bliver SÅ lange numre i længden snarere en hæmsko end en force for bandet, og i øvrigt viser et nummer som den lige godt 4 minutter lange auditive ørefigen til Hollywoods falske drømmeindustri, ”Burn, Hollywood, Burn”, at Exodus godt KAN finde ud af at komme noget hurtigere frem til den hårdtslående pointe, når de ellers sætter sig for det.

Et eller andet sted tror jeg at der gemmer sig et solidt CCCCC album inde i de næsten 80 minutter, den nye Exodus udgivelse varer, så havde det været op til mig, var de 2-3 mindst interessante numre (”Hammer and Life”, ”Downfall” og især ”Democide”) nådesløst blevet skrottet, og spilletiden derudover reduceret til max. 3 kvarter. Trods dette fremstår ”Exhibit B – The Human Condition” alligevel i mine ører som det mest veloplagte Exodus album siden det overraskende og suveræne comeback med ”Tempo of the Damned” tilbage i 2004, så jeg vil derfor tillade mig nøjes med at lade Exodus’ manglende evne til at begrænse sig trække en halv C ned karakterregnskabet: CCCC½ -byrial

Kom med kommentar i vores FORUM