Bedre end ”The Big Dirty” og på niveau med ”Gutter Phenomenon”, men ikke i nærheden af fænomenale ”Hot Damn!”. Således rangerer det aktuelle album i den nyere Every Time I Die diskografi. Deres tidligste output er ikke relevant at sammenligne med, da den stilistiske kurs endnu ej var fastlagt.

Arsenalet rulles selvsikkert og psykotisk besindigt i stilling med ”Roman Holiday”. Tre ikke videre sprælske, men godt tunge minutter, der samtidig besidder en vis æterisk klang, mens Keith Buckley deklarerer, hvor ETID foretrækker at luske rundt – 'We are the death of the Party / We are the life of the funeral'. Dermed banes vejen for, at resten af numrene kan fyge af sted som antændte tønder napalm ned ad en stejl skrænt. ”The Marvelous Slut” og ”Who Invited the Russian Soldier?” genintrodurer bandet som leverandører af dræbende håndfast partymusik med spræl i. Førstnævnte gæstes endda af Greg Puciato (The Dillinger Escape Plan), der kæmper om mikrofonen med Buckley i hektisk vokaludveksling.

ETID er bare langt mere rock & roll end noget som helst andet af de slunkne metalcore-bands fra bølgen, de voksede frem med, men aldrig rigtig var en del af. Den evige trang til at vende på en femøre og cykle igennem tempomøllen inden for de enkelte tracks modvægtes konstant af, at næsten alt er holdt i den korteste, strammeste snor. Kun to numre krydser grænsen på fire minutter. Hvis noget stikker mindre heldigt ud, er det southern rock/metal inputtet, som undertiden dukker op og med tilhørende ren vokal fremstår forceret normalt og langtrukkent midt i den ellers kortfattede kaostaktik.

Vildskaben, der udeblev på ”The Big Dirty” er dog i det store hele på banen igen - forhåbentligt for at blive – og hånd i hånd med kækheden er det her, at ETID vinder stort, gang på gang. ”The Sweet Life” med gæstevokal fra Matt Caughthran (The Bronx) er så flabet, at det kunne have indfundet sig på ”Hot Damn!”. Man må dog andetsteds stå model til et visit fra Peter Wentz (Fall Out Boy), hvis forsøg på at fremtone harskt svovlende ond er overgjort og falder til jorden i et ellers glimrende nummer.

”New Junk Aesthetic” cementerer nichen for ETID. Den er helt deres egen og de forlader næppe cirklen med ret mange skridt ad gangen, men der er altid plads til at vride og dreje lyden i en grad, så stagnationen udebliver. Metoden er altså knapt så nyfunden, som titlen lover, men samtidig ligger den også milevidt fra en placering i skraldespanden. Æstetikken samt elegancen står i hvert fald noget nær urokkelig. -guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM