“Everywhere we go we’re the local boys and we’re back in town..”

Så ligefrem er sanger og tekstforfatter Keith Buckley allerede på den eksplosive “Apocalypse Now & Then” der åbner det seneste musikalske angreb på din dansemuskel fra Every Time I Die, nemlig den med spænding ventede ”Gutter Phenomenon.” Albummets titel er et begreb der blev brugt i sin tid om den frembrusende rock’n’roll-musik, der set gennem de ældre generationers var rebelsk, upoleret og løssluppen. Og netop disse tre ord opsummerer i høj grad, hvad ”Gutter Phenomenon” handler om. For ikke siden Guns’n’Roses har attitude-dreven, drink-fight-and-fuck-rawk lydt så vital og nærværende. 

Festen bliver som sagt åbnet af førnævnte track, der fint følger i fodsporene på ETID’s forrige (og ganske glimrende) udspil ”Hot Damn!”, der viste en mere tilgængelig vej ud af kaoset, der kendetegnede gennembrudspladen ”Last Night In Town.” På ”Gutter Phenomenon” bliver der bygget videre i den retning – sangene er ikke længere støjende riffkaskader, men derimod fængede og velplacerede, samtidig med at sangskrivningen har fået et skub i den mere sammenhængede retning. Dette bevirker, at selvom sangene måske ved første lyt lyder en anelse ensformige, så har de hver deres helt egen identitet, der åbner sig efter noget tid. Dette kan man i høj grad takke de to guitarister Jordan Buckley og Andrew Williams for. De kaster det ene møgbeskidte, blues-inficerede rockriff efter det andet ud af ærmerne. Og bedst som man har fået nok af hele sydstats-tingen drejer de 180 grader over i dissonante skærebrænderstykker eller tonstunge HC-breakdowns. På numrene som ”Easy Tiger”, ”Tusk & Temper” og ”Bored Stiff” fungerer krydsningen helt uovertruffent. Det ene sekund ryster du din røv, det næste sekund ryster du dit garn, groft sagt.

Sanger Keith Buckley er et kapitel for sig selv. Mandens vokalstil har ændret sig markant fra sin lidt enerverende brægen på de forrige albums, til et fuldfedt, attitude-tungt hardcore-skrig. Manden lyder konstant som om han er på nippet til at kollapse af en blanding af lige dele aggression, desperation, fuldskab og liderlighed, men han forbliver heldigvis med os hele festen igennem og forbliver 100% cool, uden af miste tøjlerne helt. Hans hæse, raspende hyl er albummets holdepunkt gennem de mange komplekse eskapader musikerene kaster sig ud i. Hans tekster er ligeledes helt utrolige – de fremstår usammenhængende og kaotiske, men på en god måde. De er på engang ladet med fest-attitude og egocentrisk blær, men på samme tid fulde af metaforer og nærmest uendelige tolkningsmuligheder. Her er et eksempel fra ”Kill The Music”: ”Stutter step to the beat of a disparaged lover. Dumb and pulsing we’ve become. The bedroom door is an old black lung. It arrhythmic. With the noble irreverence of shrapnel she came for us.”

MEN – ikke alt er helt fryd og gammen. Og det står faktisk også på Buckley’s konto. For hvor hans skrig er fremragende, er hans rene vokal absolut noget af det mest ærgelige jeg har lagt øre til, siden optagelsen af mit 5. klasses-drengekors udgave af ”Walking On Sunshine.” Det fremgår meget mystisk, hvordan bandet har kunne få sig selv til at inkludere en sang på albummet, der netop er drevet af ren vokal (”The New Black”) – og den sang er da også helt forfærdelig ringe. Underligt er det også, at bandet har valgt at invitere sangere som Gerad Way (My Chemical Romance) og Daryl Palumbo (Glassjaw, Head Automatica) til at gæste på albummet. Ingen af de to er store sangere og sjovt nok ligger deres stemmer utroligt tæt op af Buckleys, hvilket i sidste ende betyder at de trækker fra albummet, i stedet for at lægge til, som det sikkert var meningen.

På trods af sidstnævnte klageindslag skal jeg ikke lægge skjul på, at jeg stadig befinder mig i komplet rock’n’roll-ekstase over ”Gutter Phenomenon.” Albummet stinker langt væk af sex, drugs and rock’n’roll, men i stedet for at undgå genrnes klicheer, ja så dyrker ETID dem i stedet og med fantastisk resultat. Havde det ikke været for den ene svage sang og den rene vokal havde dette album været helt oppe at ringe på de 6 C’er. Mindre kan heldigvis også gøre det – Buckley og kumpaner har om ikke andet begået et af årets mest lytteværdige og spektakulære albums. Med bandets egne ord - ”Fuck yeah, we’re gonna party tonight!” -moesby 

Kom med kommentar i vores FORUM