Jeg har aldrig været fan af Europe eller købt deres plader, selvom jeg som 15-årig swingede karsehåret til "Final Countdown". Et effektivt arena-rock-sing-a-long-anthem der for længst har skrevet sig ind den klassiske hardrocks udødelige annaler. Europe - som så mange andre - stod for mig som eksponenter for den glittede puddelhårs-rock, der hærgede sidst i 80'erne - også kaldet mormorheavy - inden grung'en kom ind og ryddede bordet. At Europe så ydermere lever op til diverse klichéer, som læderbetrukne og langhårede svenskere, gør det heller ikke meget bedre. Men det ville jo sådan set ikke være fair, at fordømme Europe for evigt blot fordi de er et produkt og en del af deres egen tid. 

Europe spiller en let tilgængelig heavy rock, og skal bedømmes ud fra de præmisser. De har aldrig været sat i verden for at eksperimentere eller revolutionere. Og man må sige, at de kan deres metier, og de har altid haft et stort publikum. Med "Secret Society" får Europe endda taget et par skridt fremad, og viser dermed, at de ikke blot lever i fortiden. Deres nye numre kører generelt i et hurtigere og mere pågående tempo, hvor de førhen var meget mere svulstige. Det skal dog siges, at der er et par enkelte helt og aldeles vulgære indslag, som måske kunne være undgået, hvis de havde hyret en ekstern producer. Her tænker jeg eksempel vis på børnekoret på "Let The Children Play", der ellers starter ud med et ret fedt riff.

Der er ikke nogen tvivl om at Europe er et band der forvalter sine evner godt. Og med denne udgivelse køres der ikke bare på automatpilot. Joeys Tempest får vist nye sider af sine vokale evner på midttempo rockballader som "Wish I Could Believe", "A Mother's Son" og "Brave And Beautiful Soul". Og John Norum får rig lejlighed til at vise, at han er mere end en habil guitarist. Især på numre som "The Getaway Plan", "Love Is Not The Enemy" og "Devil Sings The Blues" - der i øvrigt slet ikke er en blues - får han straffet hegnet, på en ganske medrivende facon. Og Ian Haugland er den klassiske rocktrommeslager, uden de store dikkedarer, med en stil der godt kan beskrives som Nicko McBrain-light. 

"Secret Society" er produceret i et kompakt lydbillede, hvor trommer udgør sikker bund, og vokalen ligger helt fremme indtil den afløses af de obligatoriske guitarsoli. De keyboards der førhen var så dominerende i svenskernes lyd, ligger langt mere balanceret baggrunden, hvor de i øvrigt også hører til. Det er en lyd, der giver associationer til fx Soundgardens "Down On The Upside" fra 1996 (selv om de ikke brugte keyboard). Det er skruet godt sammen, men der er altså ikke tale om nye landvindinger, som presseomtalen prøver at give indtryk af. Det er et minus for nogle, at Europe i det hele taget lyder lidt som et bedaget rock fra starten af 90'erne. For andre er det slet ikke noget problem, heriblandt Europe-fans der forståeligt nok ikke forventer/forlanger mere. Og det er helt legitimt, man skal bare ikke gøre det til mere end det rent faktisk er. -simon 

Kom med kommentar i vores FORUM