Ok, dette album er nok det sværeste, jeg har haft ’fornøjelsen’ at skulle anmelde siden Yakuzas udgivelse ”Way of The Dead” for mere end 2 år siden! Italienske Ephel Duaths nye album ”Pain Necessary To Know” er nemlig en udgivelse, der på én gang er vildt irriterende og samtidig sært dragende; et album som jeg tvivler på, om jeg overhovedet bryder mig om, men som jeg alligevel ikke kan lade være med at vende tilbage til for desperat at prøve at uddrage en essensen af rent musikalsk. 

Det medfølgende promo-materiale sammenligner Ephel Duath med bands som Primus, Mr. Bungle, Dillinger Escape Plan og jazz-terroristen John Zorn, men i mine ører har Ephel Duath dog slet ikke Primus’ og Mr. Bungles vidunderlige humoristisk sans og evne til at lave memorable numre trods deres musikalsk excentricitet. Mere rigtig virker Dillinger Escape Plan og John Zorn sammenligningerne, for som hos Dillinger Escape Plan arbejder Ephel Duath med jazzens rytmik i en ekstremmetallisk kontekst, og ligesom hos John Zorns Naked City projekt virker musikken på ”Pain Necessary To Know” ofte meget fragmentarisk og bevidst anarkistisk sat sammen. Forstil dig to separate bands, et eksperimenterende jazzband af en slags og et larmende noisecore band, hvis musik var blevet samplet for derefter at være blevet editeret sammen igen af en lettere mentalt forstyrret producer…

Vokalisten irriterer mig i øvrigt grænseløst med sit unuancerede og malplacerede skrigeri, der efter min mening slet ikke passer til musikken, men som i stedet fjerner fokus fra de mange små lækre detaljer i Ephel Duaths musik. Og små tekniske lækkerier og henrykkende detaljer er der isoleret set rigtig mange af på ”Pain Necessary To Know”, men det virker bare lidt som om de enkelte musikalske byggeelementer snarere er sat sammen i et forsøg på at forvirre lytteren mest mulig, end i et forsøg på at lave musik der fremstår kompositorisk velgennemtænkt. For mit indre øje forestiller jeg mig lidt et 2-årigt barn der skal samle et puslespil, når jeg hører ”Pain Necessary To Know”; man ved på forhånd at alle brikkerne er der, men alligevel ligner det samlede billede ikke just noget umiddelbar bekendt, når først det kære lille pus er færdig med at mosle brikkerne tilfældigt på plads med vold og magt. 

I mine ører minder ”Pain Necessary To Know” mest at alt om et forsøg fra Ephel Duaths side på at lave et album, der kan opnå den samme status som Dillinger Escape Plans milepæl ”Calculating Infinity” efterhånden har opnået i de kredse der tilbeder teknisk hardcore blandet med avantgarde-jazz, og ”Pain Necessary To Know” skal da sikkert også nok få sin helt egen lille skare af tilhængere, for hvem musik ikke kan blive kompleks og genreoverskridende nok. At fremhæve enkelte numre er halsløs gerning, da de alle sammen indeholder nok ideer og forskelligartede inputs til at kunne udgøre en hel håndfuld albums fra mere ’almindelige’ bands, men sjovt nok kommer numrene alligevel hurtigt til at løbe ud i én stor underlig uidentificerbar masse i mine ører på trods af eller måske netop pga. den konstante skizofrene vekslen mellem stilarter og udtryk. 

Hvis ambitionen var alt lave det ultimativt komplekse og utilnærmelige tekniske monsteralbum, må missionen siges af være lykkedes for Ephel Duath med ”Pain Necessary To Know”, men på mig virker det hele unægtelig mere prætentiøst påtaget end egentlig musikalsk vellykket. Jeg arkiverer derfor dette album under kategorien ’spændende men forfejlet’, og håber at Ephel Duath i fremtiden indser at der trods alt er et par almengyldige spilleregler man skal overholde, hvis man ønsker kompositioner med et vist minimum af struktur i form af rytmisk og melodisk genkendelse. Grænsen mellem det skabende og det skabagtige er hårfin, og Ephel Duath har efter min mening desværre mere end en fod på den gale side af dette imaginære skel på ”Pain Necessary To Know”, så den uddelte karakteren skal derfor i høj grad ses som et kompromis mellem bandets tydeligvis blærede evner på deres instrumenter på den ene side, og så albummets i mine ører meget begrænsede lytteværdighed på den anden. 

Men spørg mig igen om 2-3 år om mit forhold til ”Pain Necessary To Know”; enten har jeg til den tid ikke hørt albummet en eneste gang side sidste punktum i denne anmeldelse blev skrevet, hvilket på nuværende tidspunkt synes som den mest oplagte mulighed, eller også har jeg hørt udgivelsen så uendeligt mange gange at meningen med Ephel Duaths galskab måske på magisk vis er gået op for mig? Kun tiden kan vise om Ephel Duath er misforståede genier, eller om ”Pain Necessary To Know” er et musikalsk eksperiment der kørte af sporet. -byrial 

Kom med kommentar i vores FORUM