enforsaken - the forever endeavor
Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
CC 22.03.04 Melo-Death Century Media/Target Djuricic/Murphy
 

Suk…
Knap har man renset halal-kniven fra sidste rituelle ’slagtning’ af Fragments of Unbecomings seneste miskmask af et middelmådigt melo-death makværk før selv samme imaginære slagtekniv må frem fra gemmerne igen… Oh well… Slash, hack, stab…

Egentlig kunne jeg blot gentage Fragments of Unbecoming anmeldelsen og sætte Enforsakens navn ind i stedet for, da Enforsaken med deres nye album ”The Forever Endeavor” træder med samlede ben i præcis den samme faldgruppe som Fragments of Unbecoming gjorde (og som dusinvis af bands har gjort før dem), nemlig at spille sine kort så sikkert og forudsigeligt, at man pludselig føler et sært tilknytningsforhold til albummets titel. At lytte sig igennem ”The Forever Endeavor” føles i sandhed som en ’evindelig stræben’ efter noget der bare ligner en original eller blot halvinteressant musikalsk ide. Desværre lytter man forgæves. 

Enforsaken spiller tandløs, generisk og total uinspireret melo-death uden nogen form for overraskelser, ud over at bandet på nogle af numrene forsøger sig med noget mandig ’skønsang’ på omkvædene, men tro mig, det slipper de heller ikke heldigt fra! Desuden er numrene alt for lange. I gennemsnit er de 10 numre knapt 6 minutter lange, og der er mindst et par minutter for meget pr. nummer. Enforsaken er SLET ikke varierede nok til at kunne tackle et album på næsten en time. Man keder sig simpelthen. At medproducer og guitarhelt James Murphy donerer en kompetent solo på albummets afsluttende skæring ”All For Nothing” er reelt kun kosmetisk sminke på et kunstnerisk lig af en udgivelse.

Det hele havde alt andet lige været så uendeligt meget lettere, hvis man bare kunne affærdige Enforsaken som totalt talentløse og uden evner, men det frustrerende er NETOP at Enforsaken jo tydeligvis er ganske glimrende musikere, men at de absolut INTET vil med det. Der er et ordsprog der siger, at man skal holde sin kæft hvis man ikke har noget at sige, og hvis det samme gjaldt musikere, ville ”The Forever Endeavor” aldrig have set dagens lyd. Slagtebænken venter… -byrial










Kom med kommentar i vores FORUM