Nå, det skal altså være med den på? Gutter, der ligefrem føler trang til i titler så uraffineret at skilte med deres brutalitetstilknytning, er som oftest også de, der ligger inde med mindst at have det i, når så åbenlyst tryglende kneb må i brug for at opmærksomheden kan tilranes. Men nærmest som undtagelsen, der bekræfter reglen, besidder tyske End of Days rent faktisk rustne boller af stål og en lutter apokalyptisk udstråling fra skyggesiden, så al energien, jeg har brugt på at puste mig op over den klichéfyldte albumtitel inden skiven røg på, er helt spildt. Æv altså. Basalt set gør End of Days sig i svidende metalcore med tung inspiration fra rendyrket død og thrash, og i den disciplin river de kort og godt et utal af andre nyere konkurrenter rundt i manegen som en hårdt opvreden gulvmoppe. Skrot de grå, kedelige Maroon plader øjeblikkeligt og hank op i ”Dedicated to the Extreme” straks efter – mere eftertrykkeligt kan det ikke siges!

Hele indtrykket er som det af en rystepudser mod fjæset, og med de mange, små vink man kan spotte til Obituary såvel som Pro-Pain, altså noget af det bedste fra begge lejre, er det klart, at folkene her har kærligheden til de tunge sager på rette sted. Selve den rå produktion er også med til at afføde en seriøs vildskab på alle fronter, og man har konsekvent afvist alle de pænere tendenser fra tidens metalcore ved døren. Blev du hooked på All Shall Perish debuten, ”Hate.Malice.Revenge”, er der altså mere af samme skuffe at hente her, også selvom “Dedicated to the Extreme” heller ikke er et fuldendt mesterværk, for dertil bliver udtrykket en anelse for gråt i længden. Som ubarmhjertigt afklapsningsapparatur er End of Days alligevel allerede for øjeblikket en størrelse, man ikke uden videre undviger, så endvidere anbefales foretagendet også til de, der fandt seneste output fra eksempelvis Unearth og Caliban værende et par lidt for tynde kopper pis. - guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM