Man kan have rene intentioner. Alt kan være planlagt i store detaljer - timet og tilrettelagt. Men fra tid til anden får idéerne nærmest eget liv og letter med en uforklarlig, selvbevidst vilje fra deres oprindelige udgangspunkt. Resultatet heraf kan blive katastrofalt og skæbnesvangert, men det kan så sandelig også føre til en uhørt, frembrusende kraft, der sender den oprindelige indehaver på en rejse mod nye højder. 

Det sidste oplevede Elliott, da de var hjemvendt efter en længerevarende turne, der førte dem rundt i både USA og Europa. Undervejs var der dukket nye idéer op, som skulle afprøves i praksis, og de besluttede sig for en tur i studiet for at lave en hurtig ep, og så lade det være det. I juli 2001 blev denne proces igangsat, og undervejs voksede og formerede de musikalske skabeloner sig igen og igen, hvorefter de lidt efter lidt tog form til et helt album. Indspilningerne sluttede første definitivt sent på efteråret 2002, og med en så langvarig valfarten frem og tilbage til studiet uden et endeligt mål kunne man godt frygte, at slutproduktet ville være et forvildet, hovedløst kaos, men disse ferme tryllekunstnere fra Louisville har klaret den gennem skærene. Helt exceptionelt godt endda, så det var nok ikke en helt skidt disponering at sætte et hjemmestudie op.

På debuten ”U.S. Songs” lagde de ud med en direkte, kortfattet og lidt naiv form for emo-rock. Velfungerende og pågående, men der er sket meget siden da. Titlen ”Song in the Air” kan måske virke lidt mystisk for de uindviede, men når man endelig har oplevet albummet på klods hold, falder den ind i en større sammenhæng, for udtrykket er luftigt, flyvsk og drømmende. Tøjlerne er få, og man glemmer let sig selv, tid og sted – har jeg albummet på repeat, forskydes jeg fra dette plan og over til et sted, hvor resten af Verden ikke betyder det store. F.eks. er jeg allerede et par gange under denne skriveproces drevet af sted og har ladet tankerne flyde i andre retninger på må og få, for derefter at vende tilbage med nyfunden gejst og undren. Eskapismen længe leve!

Rent musikalsk har vi grundlæggende med en guitar/bas/trommer konstellation at gøre. Men meget af tiden understøttes dette af enten klaver eller keyboard samt en fabelagtig strygerkvartet fra bandets lokalområde, som bidrager med meget af den drømmende og svævende stemning, der gennemsyrer alle kompositionerne. ”Land and Water” tager lytteren forsigtigt ved hånden med langsomme, insinuerende impulser, som leder over til nogle fornemt rene guitartoner. Men der sker mere, for pludselig er trommebeatet faktisk blevet ret kraftigt, men det ænser man ikke helt på samme måde, som man normalt ville gøre det, for på nuværende tidspunkt er man allerede lullet godt på vej ind i grænselandet mellem det bevidste og det ubevidste.

”Carry On” byder til gengæld på en storslået og nærmest orkestralsk opsætning, der fisker efter de helt store udslag i følelsesregisteret. Vokalen bruges til en svag antydning af det sungne, så det flyder ind i musikken uden at lyrikken forstyrrer foretagendet. Samme teknik kendes især fra Sigur Rós, men Chris Higdons stemme er her ikke helt så overjordisk og fremmed. En undtagelse er dog titelnummeret, der sagtens kunne have indfundet sig på ”Ágætis Byrjun” med sit englelignende, vemodige og eftertænksomme udtryk.

I en helt anden boldgade er albummets midternummer og omdrejningspunkt ”Drag Like Pull” – et instrumentalt stykke, der afkræver sig selv en direkte dynamik og ender i et hvirvlende inferno af et klimaks, der for alvor renser ud i sjælen. Helt klart et topstykke herpå. 

Det virker dog lidt forkert at pille de enkelte numre ud og fremhæve dem. Alle skæringer komplimenterer hinanden og skaber tilsammen noget der er større end deres fælles sum. Jeg har prøvet at plukke enkelte numre fra og høre dem hver for sig, men det er en helt anderledes oplevelse end den samlede rutsjebanetur. De af Jer der fascineres af førnævnte Sigur Rós samt de skridt Radiohead tog på ”Kid A” og ”Amnesiac” bør så klart være ekstra opmærksomme på Elliott.

Jeg har haft Elliotts endelige karakter liggende til overvejelse længere end normalt, og det skyldes at jeg for alvor har måtte teste deres holdbarhed. Kunne min altoverskyggende betagelse af dem fastholdes ubetinget? En topkarakter vil jeg ikke bare lange efter hvad som helst, for en udgivelse der gør sig fortjent til dette, må på alle måder være en uovertruffet exceptionel affære, og det mener jeg faktisk er den eneste rette betegnelse for ”Song in the Air”. Dette er det suverænt bedste album jeg har hørt siden min indlemmelse i klonernes rækker, for Elliott ligger al konkurrence milevidt bag dem. Jeg må give mig, vi har en vinder – topkarakteren er i hus. Lov mig, kære læser, at du giver dette en chance, så du også får muligheden for at glædes og forundres af dette kraftfulde afsæt mod nye musikalske tinder. -guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM