Elend skabte en del opmærksomhed omkring sig i halvfemserne med udgivelsen af deres ”Leçons de Ténèbres” trilogi der bestod af albumene ”Leçons de Ténèbres” (1994), Les Ténèbres du Dehors” (1996) og The Umbersun (1998). Gennem bombastisk neo-klassisk darkwave med en kombination af rigtige instrumenter og keyboards, kor arrangementer og imponerende kvindevokal fortaltes historien om Lucifers fald fra himmel til helvede, men bandets mest unikke kendetegn var uden tvivl de desperate og ekstreme skrig i rollen som Lucifer selv. Stemningen vekslede mellem vrede, trodsighed og eftertænksom melankoli og specielt de to sidste albums var interessante bekendtskaber til trods for at brugen af synths ofte ikke var velegnet til at yde bandets idéer fuld retfærdighed. Efter udgivelsen af ”The Umbersun” splittedes bandet op og alle troede det var de sidste de havde hørt til Elend. Indtil nu…

”Winds Devouring Men” viser en noget anden side af bandet: væk er skrigene, vreden og det meste af aggressiviteten. Til stede er derimod et noget mere afdæmpet, homogent og gennemført værk der gennemsyres af en stærk melankoli. Et oplagt sammenlignings grundlag er hedengangne ”Dead Can Dance”, hvilket ikke gøres mindre af at vokalen i uhyggelig grad minder om selv samme duos Brendan Perrys sørgmodige dybe bariton. En meditativ stemning opbygges af strygere, piano, kor, lidt sjælden sopran-vokal og andre instrumenter for pludselig at blive brudt af dissonante, næsten industrielle, indslag med hamrende perkussion, rytmisk støj, metalliske skrabe- og bankelyde og elektronisk feedback. 

Albummet fungerer som en helhed og indledes med afdæmpede og adstadigt langsomme numre som ”The Poisonous Eye” og ”Worn Out With Dreams” før dramatikken introduceres på pulserende og støjende vis i ”Under War-broken Trees” og ”Away from Barren Stars”. Personligt synes jeg de afdæmpede numre fungerer bedst, men de andre hjælper til at skabe variation og et nummer som ”Vision is all that Matters” kombinerer de to ekstremer. Den meget Dead Can Dance inspirerede ”The Newborn Sailor” er et andet højdepunkt på et gennemført og interessant album, der dog ikke betager ubetinget. Tre c’er altså alt det kan blive til i denne omgang, selvom albummet balancerer på grænsen til de fire. -dave

Kom med kommentar i vores FORUM