Svenske Edge of Sanity er pludselig tilbage med opfølgeren til det mere end 7 år gamle konceptalbum ”Crimson”, og denne opfølger har logisk nok fået titlen ”Crimson II”.

At kalde ”Crimson II” for et regulært Edge of Sanity album er for resten måske at tage munden for fuld. Med mindre altså man sætter lighed mellem bandet Edge of Sanity og primus motor Dan ’The Man’ Swanö som siden starten har været drivkraften i Edge of Sanity.

Sagen er nemlig den, at udover Swanö er ingen af de oprindelige medlemmer af bandet Edge of Sanity tilbage, idet Swanö spiller rytme og lead-guitar, bas, trommer, keyboards, growler og synger med ren vokal på ”Crimson II”, som han tilmed selv har produceret! Man får helt sved på panden bare ved tanken! Nuvel, han får lidt hjælp af bl.a. allestedsnærværende Mike Wead (Mercyful Fate, Candlemass, Memento Mori, Abstrakt Algebra) men alligevel…

Som tilfældet var med ”Crimson” er der med ”Crimson II” tale om ét langt nummer med en gennemgående storyline. En lille ting der i sin tid irriterede mig lidt ved ”Crimson” var, at dette ene lange nummer ikke var indekseret, så man var tvunget til at høre hele albummet fra start til slut.
På ”Crimson II” er man så gået i den diametralt anden retning, og dét er næsten ligeså irriterende!

Med en spilletid på lidt over 40 minutter synes 44 indekser absurd; så kunne man ligeså godt have præsenteret ét langt uafbrudt nummer som på ”Crimson” i stedet for. Det ødelægger lidt albummets ’brugervenlighed’, efter min mening.

De steder hvor Swanö synger med sin overbevisende rene vokal og hvor keyboardet får lov til at være det dominerende instrument er vi musikalsk nærmere Swanös sideprojekter Moontower og Pan-Thy-Monium eller moderne progressive hardrock bands som eksempelvis The Flower Kings eller Spock's Beard. Sammenligninger med Opeth er også uundgåelige, da vekslingen mellem henholdsvis growls og skønsang og mellem hård death metal og mere afdæmpede, progressive indslag også er karakteristika der kendetegner Opeth. Desuden medvirkede Mikael Åkerfeldt jo også på ”Crimson” i sin tid, hvilket ligeledes viser deres indbyrdes musikalske slægtskab.

Dan Swanö kan sit kram, og ”Crimson II” er et rigtigt lækkert og afvekslende album, men true regulære Edge of Sanity mesterværker som ”Purgatory Afterglow”, ”Unorthodox” og især ”The Spectral Sorrows” kan det trods alt ikke; dertil minder det trods alt for meget om en talentfuld multikunstners legeplads og for lidt som resultatet af et regulært bandsamarbejde .
Men er man fan af manden Dan Swanö generelt og den første ”Crimson” mere specifikt, så skal ”Crimson II” selvfølgelig tjekkes ud, for vi taler som altid kvalitet, når Hr. Swanö er indblandet. -byrial

Kom med kommentar i vores FORUM