England har siden slutningen af 70’erne været en sprudlende, produktiv kogekedel for punkbands af alle afskygninger, hvorimod den fuldfede hardcore for det meste havde sin oprindelse i staterne, men her på det seneste er det nu også kommet godt med på denne front. Eden Maine giver hvert fald med deres debut ep i et godt bud på, hvordan moderne, britisk hc skal lyde i det nye årtusinde.

Selvom bandet mere eller mindre er grønskollinger inden for scenen, er det lykkedes dem at kapre Converge manden Kurt Ballou til at ordne produktionen. Og det er virkelig et scoop, for med ham bag knapperne er der kaos i æteren. Dog langt fra lige så ”over the top” som hos Converge selv, men i mere afmålte doser.

Musikken er meget splittet. På den ene side er den harsk, vred og ond som ind i helvede, og på den anden er den skrøbelig, bitter og fortvivlet. Og disse to elementer vejer hinanden fint op. 

Eden Maine laver det modige stunt, at åbne ”The Treachery Pact” med et tre minutters instrumentalt nummer, og her kunne de godt have brækket nakken. Men det gør de ikke, for det er en åndeløst betagende komposition, der med fast hånd og et ultra melodisk guitarløb guider lytteren ind i deres univers og sætter tonen for resten af ep’en. Det giver mig i hvert fald myrepatter HVER gang jeg hører det.

Uden varsel bryder helvede løs, da de går lige over i ”Cold Light”, hvor rytmerne overfalder en som trykluftbor, inden der igen bliver givet lidt line i de mere afdæmpede passager, hvor sangeren Adam Symonds demonstrerer sin croonede vrængevokal. Den krævede i mit tilfælde lidt tilvænning, men når han skiftevis bruger den og så ellers skriger løs, er det en dejlig skizofren oplevelse.

Derefter kaster de sig ud i ”hittet” ”Ephemera”, der var min oprindelige introduktion til dem – et skoleeksempel i, hvorledes fortvivlelse udtrykkes over for omverdenen. Så gives der lidt pusterum på ”The Black”, som er en mere afdæmpet sag, men bare rolig, på afslutteren ”Scene One” ryger gaspedalen i bund igen, så man ikke føler, at man lige har forladt en omgang banko med bedstemor i hånden, når skiven slutter.

En fed ting der lige skal fremhæves, er det lækre artwork af kunstneren Puddnhead, som bl.a også har lavet det sidste Grade cover og arbejdet med diverse projekter inden for rolle- og computerspil. Det fanger virkelig mørket i musikken og vokalens skumle og dystre udtryk. Mere af det, tak!

Eneste tydelig svaghed er, at visse tracks med deres seks til syv minutters spilletid er lidt mere end bandet kan håndtere på nuværende tidspunkt. Men det skal dog ikke afholde mig fra at tippe Eden Maine som et af de hc bands, der nok skal blive usandsynligt store inden for den nærmeste fremtid. Giv mig en fuldlængde, giv mig en fuldlængde, giv mig en fuldlængde… -guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM