I midten af 90'erne hørte Earth Crisis sammen med Snapcase og Strife til blandt Victory Records' absolutte flagskibe. Det var dengang, selskabet rent faktisk havde noget at byde på. Herefter gik det voldsomt ned ad bakke med utallige signinger af tvivlsom kvalitet – og næsten lige så mange historier om bands, der blev udsat for kritisabel behandling af Victory. Så det virkede mystisk, at Earth Crisis vendte tilbage til selskabet, da samarbejdet med Roadrunner Records ophørte efter blot ét album, det glimrende ”Breed the Killers” fra 1998. Det blev da også kun til yderligere en plade og et cover-album, før bandet takkede af i 2001.
Vi lever dog som bekendt i en tid, hvor efterhånden ingen gendannelse længere virker helt utænkelig, så Earth Crisis er (selvfølgelig, fristes man til at sige) atter på banen, nu med Century Media som frisk samarbejdspartner.

Kort sagt synes ”To the Death” væsentligt mere fokuseret end sidste reelle album, ”Slither”, hvor der eksperimenteredes med ren vokal fra Karl Buechner (tænk 'Ozzy Jr.') og en langt pænere lyd end den militante, metalliske hardcore, Earth Crisis førhen var kendt for. Enkelte forsøg på næsten at rappe, kastede Buechner sig også ud i – hvilket jeg ellers lykkeligt havde fortrængt i årevis, indtil skiven for nylig var fremme til revurdering.
I stedet har de nu kigget bagud mod ”Destroy the Machines”, ”Gomorrah's Season Ends” samt ”Breed the Killers” pladerne og søgt en opdatering af stilen fra disse. Det er ingen decideret katastrofal tilbagevenden, men alligevel heller ikke noget der kommer i nærheden af samme grumhed som førhen.

Skiven er ganske enkelt mere tilgængelig end specielt ”Gomorrah's Season Ends”, hvor fjendtligheden toppede med en gennemført kold, knusende lyd. Produktionsmæssigt virker ”To the Death” en anelse metalcore-nymodens, men i det mindste fremhæves melodierne ganske fint. Det aspekt står godt frem på titelnummeret, der snildt er det mest geniale, Earth Crisis har præsteret i lange tider, da den militant tromlende fremfærd på samme tid holdes intakt. Yderst vellykket er også albummets midterakse, ”Plague Bearers”, et instrumentalnummer hvor specielt Dennis Merricks tordnende krigstrommer bør fremhæves. Han holder generelt et højt niveau hele vejen igennem.

Resten af materialet er svært at kategorisere som hverken decideret skidt eller udpræget genialt. Bandets lineup er identisk med den ved bruddet, og de nyder godt af at have stykket en vred plade sammen. Men numrene flyder ofte ud i et, og sjældent mærkes noget, der kan måle sig med klassiske tracks som ”Firestorm”, ”Deliverance”, ”Broken Foundation” eller ”Wither”.

På den lyriske front har intet ændret sig, og teksterne centreres fortsat omkring straight edge livsstil og veganisme. Nu om dage er kendskabet til disse standpunkter blot væsentligt mere udbredt, end da bandet brød igennem til et større publikum i midthalvfemserne, og megen dækning af Earth Crisis fokuserede stærkt på det ideologiske aspekt. Så samme mediestorm som dengang vil nok være utænkelig i forbindelse med ”To the Death”.

En bundsolid plade, men revolutionerende som førhen bliver det aldrig. ”To the Death” er dog værd at lytte til for det genfundne fokus. Intet trækker i langdrag – men det har Earth Crisis nu heller aldrig været kendt for. Gamle tilhængere vil sikkert tage mod den med åbne arme, mens nye lyttere anbefales at tjekke højdepunkterne fra bagkataloget først. -guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM