Dying Fetus er et af de mange bands jeg selv er blevet introduceret til igennem Clonemetal.dk. Det er efterhånden nogle år siden jeg læste anmeldelsen af gruppens fjerde plade, ”Stop At Nothing” fra 2003, hvori der, noget bagvendt, blev hældt ustyrlige mængder hyldest udover det forrige album, nemlig den 3 år yngre ”Destroy the Opposition”. Jeg købte fluks ”Destroy the Opposition” og blev ligesom mange andre omgående blæst helt omkuld af Dying Fetus’ helt overdrevne brutalitet, groove og instrumentering. Desværre syntes både ”Stop At Nothing”, og den efterfølgende ”War of Attrition” at stå i stampe i forhold til den på alle måder overlegne ”Destroy the Opposition”; Dying Fetus gik stadigt ufortrødent amok med deres voldsomme death/grind formel, komplet med deres halsbrækkende breakdowns, umanerligt grumme vokalangreb og forbløffende hastigheder. Desværre var ikke rigtig nogen progression i musikken; det hele var hørt før, og det var endda hørt bedre og med mere nerve før.

Og her med udgivelsen af gruppens sjette fuldlængde, er det så man kunne håbe at Dying Fetus har udviklet deres lyd, måske prøvet nogle musikalske grænser af, ihvertfald lavet et eller andet nyt. Men nej, herrerne fra den amerikanske østkyst kører straks på med den velkendte, brutale Dying Fetus dagsorden. Trommerne hamrer derudaf medens det klassiske Dying Fetus’ke dobbelte vokalinferno på vanlig vis fordømmer og langer ud efter de blinde masser, korrupte politikere, magtmisbrug, popkultur og hvad frontgrowler John Gallagher hvad ellers ikke bryder sig om. Som det eneste originale medlem er han på selvfølgelig i front med sine ultragutturale brøl, fint bakket op med lidt mere traditionelle death metal growls fra bassist Sean Beasley. Guitararbejdet ligner også stort set sig selv, da det selvsagt stadig er Gallagher der står for håndteringen af øksen, hvilket selvfølgelig resulterer i en masse ultratunge breakdowns, brutale chugga-chugga riffs, og som noget nyt, skalaridt i både soloer og leads (hvilket her lyder mere som f.eks. Brain Drill end Necrophagist).

Alt i alt er ”Descend Intro Depravity” ikke en nedgang mod nye dybder af fordærv og perversitet fra Dying Fetus’ side, idet det virker som om de er ganske tilfredse med hvor de befinder sig rent musikalsk. Ihvertfald træder Gallagher og co. stadig vande med deres udtryk, der ikke har ændret sig synderligt over de sidste tre-fire skiver. Selvfølgelig kan det indvendes, at ”if it aint broke, don’t fix it”, men brutalitet for brutalitetens skyld kan egentligt godt blive en anelse trættende i længden. Som det kan ses har jeg ikke fremhævet nogen numre frem for andre her, da der simpelthen ikke er meget der skiller sig ud i løbet af ”Descend Into Depravity”, der, det tårnhøje tekniske niveau til trods, simpelthen er for kønsløs til at imponere tilstrækkeligt. -bang

Kom med kommentar i vores FORUM