Lad det være sagt med det samme – dagene op til udgivelsen af ”Stop at Nothing” har dannet grundlag for megen spekulation og endnu flere søvnløse nætter hos undertegnede. Årsagen hertil skal findes i det faktum, at 4/5 af lineuppen i tiden efter udgivelsen af det ultimative og urørlige mesterværk ”Destroy the Opposition” forlod bandet - nogle af dem til fordel for Misery Index, hvor proportionerne mellem death og grind er byttet om i forhold til hos DF – og derfor efterlod John Gallagher alene tilbage ved roret. De store spørgsmål var så om han ville formå at finde en ny besætning af samme høje kaliber, eller om det måske også ville have været mere passende med en navneændring?

Og svaret er...(kunstpause)…det lyder skam stadig som Dying Fetus, det ER Dying Fetus, og jeg har atter kunnet lægge de beroligende piller på hylden. De primære forskelle er dog, at der ikke som tidligere grindes og blastes helt så meget, men i stedet er blevet fremavlet en mere velsvingende og groovy lyd, og så er den nuværende skindbanker Erik Sayenga desværre ikke nogen ny Kevin Talley. Men ham er det jo som bekendt også kun et fåtal, der kan måle sig med, så det er tilgiveligt. Trommespillet er bare blevet en tak mere anonymt, og det fæstner sig ikke på samme måde i bevidstheden som før. Men på visse steder som f.eks. introen til ”Onslaught of Malice” giver Sayenga den max gas, og det er skam en fryd at få trommehinderne stokkepryglet der.

Må nok også lige indskyde, at jeg på den lyriske side savner Jason Nethertons input. Utilfredsheden med Verdens generelle tilstand og dens hykleri bruges stadig til at grave i den fortløbende saga om social uretfærdighed og menneskelig lidelse, men man lades tilbage med et ønske om det mere målrettede bid og de skarpe kommentarer, som Netherton var i stand til at fremavle på f.eks. ”Pissing into the Mainstream”. 

Ikke mere brok herfra, for det er nu altså en fremragende skive, vi har med at gøre.

Otte solide kompositioner er det blevet til, og de har hver især deres forcer. Eksisterede der noget så utænkeligt som en ”Death Metal Top of the Pops”, ville ”One Shot, One Kill” med sit let genkendelige og træfsikre omkvæd helt sikkert spendere mange uger på denne – tempoet er her ikke hæsblæsende, men muligheden for at bange med til takterne er til gengæld stor. Hastigere går det straks på ”Onslaught of Malice”, der bringer en på mærkerne som en adrenalin sprøjte i hjertet, og jeg føler mig som den nyligt genoplivede Mia Wallace i ”Pulp Fiction”, hver gang der gås til biddet her. 

”Destroy the Opposition” fik hurtigt en urørlig top 5 placering blandt mine ubetingede death metal favoritter, men helt så langt kommer ”Stop at Nothing” nu ikke op at ringe, da der simpelthen mangler den sidste magiske ”ingrediens X”, hvor alt falder på plads, og som er påkrævet for at klassikerstatusen kan opnås. Til at begynde med var jeg lidt i tvivl mht. den endelige karakter, men al skepsis er blevet manet grundigt til jorden, og jeg skammer mig næsten over at have tvivlet på deres evne til at overleve sidste års krise. Nu kan vi så frydes over at have fået to fede bands ud af bruddet, så glæd Jer også til når Misery Index slipper deres fuldlængde debut løs på Nuclear Blast senere på året. -guldmann 

Kom med kommentar i vores FORUM