Hvis man kan se igennem fingre med sære lyster som snifning af maling fra indersiden af mexicanske fribrydermasker, hyppige slagsmål med publikum, trangen til at lyve en guitarist død og nøgenhed på scenen af den ucharmerende slags, så er ”Blood, Guts & Pussy” kort og godt pladen som alle med hang til hurtig og kontant hardcore punkrock S K A L eje. Og når først man har taget den lille bandit til sig, virker resten af de utiltalende udskejelser ikke helt så slemme længere. Man får endda næsten ligefrem selv lyst til at hoppe rundt som en abe, kun iført g-streng og kulørt hovedbeklædning.

Endnu mere bizart er det, at spilletiden på en af 90’ernes bedste plader i sig selv er en grænseløs opvisning af arrogance, og selvom Dwarves siden hen aldrig har givet ved dørene, står det her stadig som den ultimative ”vi kunne sagtens være blevet ved, men vi gider sgu bare da ikke bare gøre det for Jeres skyld” statement. Denne charmerende attitude medførte sjovt nok også, at Jack Endino fik serveret en svært oplagt mulighed for i studiet at tage et fantastisk snapshot af den mystiske Dwarves galskab, hvis kontraster aldrig siden har stået skarpere. Kompakt og proppet med knytnæver/hooks til bristepunktet.

Skulle du f.eks. være blevet lun på Zeke, som med rette nyder en anseelig succes for tiden, så vil jeg også mene, at en tur gennem Dwarves bagkataloget og ISÆR ”Blood, Guts & Pussy” står som den strengeste nødvendighed. Evnen til at snedkerere noget, der mest af alt minder om kantede pop-perler affyret med en haglspreder, er ikke til at tage fejl af, og hvis de havde tålmodigheden til at slå røven i sædet for at lave The Voice slagere på tre minutter og femogfyrre sekunder, så ville det sikkert også lykkes ganske fortrinligt.

For en enkelt gangs skyld var det blakkede ry ikke bare end dårlig undskyldning for manglende musikalitet, og lige præcis her er det, at Dwarves sender så forbandet mange andre lignende kombattanter i gulvet på ren knockout. Men det skal det stadig ikke afholde det ekstremt konfrontationssøgende cover - en dværg med en død kanin samt to nøgne, kvindelige modeller smurt ind i blod fra top til tå – fra også at være en ubestridt vinder, når det kommer til at have pisset læssevis af stivstikkere af gennem årene.

Sub Pop trak en overgang alle deres Dwarves udgivelser væk fra markedet, efter at de havde fået nok af besværet med Blag Dahlia & Co. – ikke mindst da guitaristen ”Hewhocannotbenamed” blevet løjet død af resten af bandet. Men folk blev ved med at kræve Dwarves, og så er det altså endt med, at man nu kan få denne her klassiker igen for sig selv, samt de udmærkede efterfølgere ”Thank Heaven for Little Girls” og ”Sugarfix” samlet på en cd. - guldmann

Se Guldmanns store oversigt over de fedeste HC/Punk udgivelser fra 1980 og frem HER.

Kom med kommentar i vores FORUM