”Beklager skat, men for fremtiden knepper jeg altså kun til Dragonforce” – sådan må det lyde, for der skal efterhånden en hel del til at skabe rejsning i det power metallisk lem, da det jo langt fra er nogen ny gimmick med rette at udråbe stilen som udpint og selvdød, helt på linie med bølle hardcore, oldschool Florida lyd og generisk doom, medmindre udøverne virkelig kan deres kram, når det kommer til at mane liv i et korpus, hvor dødsstivheden næsten allerede har sat ind. Og man skal jo helst have det sjovt, mens man gør det, så hvis billederne i coveret til ”Sonic Firestorm” er en art udlægning af, hvordan det her ensemble, bosiddende i London, har valgt at håndtere opgaven, kan jeg kun sige, at de så sandelig ser ud til at more sig… De poserer nemlig hele billedserien igennem med en opvisning af luftguitargreb og svingende plastiksværd, hvilke for øvrigt også er en glimrende brugsanvisning til, hvordan fuld nydelse af albummet opnås!!!

Fy for satan, hvor går det stærkt. Faktisk så stærkt, at Dragonforce allerede pt. er løbet med prisen som ”Årets Over Stok og Sten band 2004”, uden at de nærmeste konkurrenter så meget som når at se lynglimtene fra dem, men selvom det går så pisse hastigt meget af tiden – på nær når de en sjælden gang ender i ballademodus, eksempelvis på ”Dawn of a New World” – og albummet næsten varer en time, så har jeg aldrig følt mig det mindste afkræftet, når det er slut. Nærmere i fuld firspring og klar til at slagte onde riddere på stribe i baghaven. Stilen holdes episk og storslået over hele linien, og det til trods for det der hulens djævelske tempo, der vel mest af alt tangerer Helloween på syntetiske ”opkvikkere”, fremdyrket specielt til lejligheden.

Jeg var allerede fra starten af klar over, at nok ikke alle og enhver kommer til at sætte pris på denne her glorværdige kaskade af højt humør, lette melodier og solo på solo på solo…meeeeen…cheese-faktoren bliver sgu ligefrem håndteret med stil og overbevisning, så de ting hindrer slet ikke fuld nydelse af ”Sonic Firestorm” i sin helhed for mit vedkommende. Lyden er glasklar, og dog er der proppet så meget øreguf ind overalt, at opdagelseslysten ej heller dør ud efter gentagende vandreturen under kyndig vejledning fra Dragonforce gennem de fantasifulde drengerøveeventyr. Og det får altså efterfølgende lidt resten af din hverdag til at mest af alt at minde om en gold ødemark, så nu er advarslen givet på forhånd, og jeg fralægger mig hermed alt ansvar, når bordet først har fanget med uimodståelige kamphymner som ”My Spirit Will Go on”, afslutteren ”Once in an Lifetime” og den mesterligt catchy ”Soldiers of the Wasteland”.

Afslutningsvis må jeg så desværre krybe til korset og indrømme, at fruen i huset formåede at kigge mig over skulderen og fnyse lidt over ”Beklager skat, men…” tingen i starten, inden jeg nåede hertil, så lur mig lige, om ikke jeg kommer til at blive gode venner med sofaen eller stuegulvet de næste mange nætter. Men det er ok, for jeg har jo Dragonforce. Jeg har altid ”Sonic Firestorm” til at lyse op, når benene ikke helt kan strækkes ud, fordi sofaen er anelse for kort. - guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM