Napalm Records er aldrig et label der har imponeret mig synderligt. I slutningen af halvfemserne virkede det som om at de gjorde det til deres speciale at skrive kontrakt med andenrangs pompøse stil-over-substans gothic-metal bands der benyttede sig af kombinationen af growlet mandevokal og kvinde skønsang. Da musikken sjældent var god nok til at sælge albums blev forsiderne ofte udsmykket med letpåklædte eller afklædte kvindfolk med det formål at sælge et par albums til bebumsede teenagere med drømme om sorthårede goth-tøser. 

Det står dog anderledes til med svenske Draconian, hvilket, udover de par hints coveret giver ved ikke at være i vanlig Napalm Records stil, står klart allerede fra de indledende toner af ”The Cry of Silence”, der åbner albummet ”Where Lovers Mourn” med 12 minutters melodisk og sørgmodig gothic/doom. Musik i denne genre er ofte bygget op omkring kontraster, hvilket især viser sig i den nævnte vekslen mellem mandegrowl og kvindesang som Draconian også benytter sig af. Derudover har bandet også rekrutteret en session violin-spiller hvilket selvfølgelig leder tankerne hen på gode gamle My Dying Bride. Desværre fortsætter det gode indtryk fra åbningsnummeret ikke hele vejen igennem albummet og brydes allerede på andet nummer ”Silent Winter” der er langt mere opbeat og bombastisk, hvilket buldrer tomt som tomme tønder. Albummet veksler således mellem de mere gotisk metal prægede numre og de mere doomy sager, uden at det dog nogensinde bliver rigtigt tungt og langsomt. Desværre, for det er helt klart sidstnævnte numre der fungerer bedst, selvom de andre selvfølgelig skaber lidt variation. 

Draconian overraskede mig positivt med ”Where Lovers Mourn” der er deres debutalbum. Med det i tankerne kan jeg kun håbe at de skærer ned på de mere højtravende og pompøse indslag for deres musik er god nok til ikke at have brug for at blive søbet ind i overflødige orkestrale keyboards. -dave

Kom med kommentar i vores FORUM