Det er nærmest ikke til at tro, at Down har eksisteret i 16 år. Supergruppen fra New Orleans har med sine to (læs: tre!) superalbums på bagen altid stået uretmæssigt i skyggen af sine medlemmers hovedprojekter. Men fra nu af kunne det godt gå hen at blive anderledes.
"Down II: A Bustle In Your Hedgerow" præsterede at leve mere end op til debuten "NOLA" ('95), som i sin tid kom helt og aldeles bag på heavy-verdenen med sin unikke blanding af tung, stenet sydstatscore med meget direkte tråde til de åbenlyse inspirationskilder, som primært tæller Black Sabbath og Led Zeppelin. At indfri denne arv fra sit mesterværk af en forgænger, er således lidt af en umulighed for "Over the Under", selv under de mest frugtbare omstændigheder. Down har tilsyneladende derfor valgt at gøre det eneste rigtige, nemlig at lave den bedst mulige plade.
So it shall be written...

Det fede ved det her band er og bliver, at de bare lyder helt utroligt meget som sig selv. "Three Suns and One Star" er umiskendeligt Down fra første sekund, og det berømte spark i ørerne er (som altid, vel?) en sand fornøjelse. Ligesom Down har en forbandet fed flair for både laid-back grooves og sludgy dommedagsriffs, lige så edderspændt effektive er deres højoktans energiudladninger som på denne åbner.

Herfra gælder det om at holde koncentrationen. Der er få variationer blandt de herlige oldschoolriffs og bækkensmadderet, og skidtet lever generelt højt på dets umiskendelige sound. Man kan så godt som lugte potrøgen og rørforstærkerne gennem den uldne lydmur, som først brydes igen med skivens bedste nummer, den oplagte single "On March the Saints", der med sit gennemførte melodiske præg og groovy drive stikker suverænt ud.
Efterfølgeren "Never Try" låner lige lovlig meget fra "... Hedgerow's" "Learn From This Mistake" uden naturligvis at være dårlig af den grund, og det afspejler egentlig meget godt materialet i denne ombæring. Kun "Mourn" er lidt tør i optrækket, men der er omvendt længere imellem de absolutte højdepunkter end tidligere. Og der skal somme tider ledes efter dem, - hvilket dog bestemt ikke er noget dårligt.

Phil Anselmos vokal har ændret sig. Det karakteristiske bræg er bestemt ikke gået fløjten, (Gud forbyde det!), men en nærmest afklaret lydende og sælsomt majestætisk cigarethæshed ikke dominerer, men komplementerer nu den velkendte cowboyskrålen. Dette høres bedst på "Pillamyd", som er for "Over the Under" hvad "New Orleans Is a Dying Whore" var for forgængeren, nemlig et intenst og dramatisk ultraklimaks. Denne gang dog nærmest manisk på sine højdepunkter, - men desværre også skæmmet af et i kontrast lidt halvkedeligt vers.

Jo, der ER skam lidt materialemæssigt fyld her og der. Men det er ikke så meget problemet, som at dynamikken nærmest holder det samme niveau ca. 3/4 af tiden, nemlig pænt parallelt med mixerpultens visere godt oppe i det røde felt. Og uanset hvor fedt det nu er med et konstant energiniveau, lige så meget ville det ha' klædt skiven med lidt mere afveksling på den front.

Ikke desto mindre vil ”Over the Under” næppe skuffe en eneste. Ethvert tomgangsmoment denne skive måtte indeholde, fordamper alt andet lige for det guddommeligt konkluderende "Nothing In Return (Walk Away)", som muligvis er det bedst opbyggede nummer, Down nogensinde har begået. Jeg ved det sgu ikke helt endnu...

Det er få andre bands i samme liga her i verden, som genremæssigt er både så originalt, eklektisk og på samme tid stilrent som Down. Og hvor er det dog befriende at vide, at der stadigvæk rent faktisk kan skabes noget så stort med så relativt få virkemidler. –andreas

Kom med kommentar i vores FORUM