HER! Lige præcis her trækker jeg grænsen for, hvad man kan tillade sig at smide i hovedet på den stakkels lyttende pøbel. Jeg besluttede efter endt lytning ikke at lægge nogen fingre i mellem med denne skive, så det har jeg absolut heller ikke tænkt mig: Dette er utvivlsomt den mest ringe undskylning for spild af plastik jeg har hørt i år. Dope er et af de bands, der kom frem da nu-metal bølgen var på sit højeste og druknede derfor ikke overraskende i mændgen af lignende bands. Således fik jeg aldrig stiftet bekendtskab med dem før, men det har jeg så den tvivlsomme ære af at gøre nu. På med hætten, dette bliver blodigt.

Dope indkapsler rent musikalsk lige dele Rob Zombie, Marilyn Manson og Static-X. Uden at have førstnævntes nørdede charme, Manson’s gennemførte image og tekster, eller sidstnævntes humoristiske sans. Musikken består af forsimplede riffs, der kunne være skrevet af trettenårige drenge med en BC Rich-spade og fem Bacardi Breezers, tyndt trommespil uden nogen tekniske finesser overhovedet, kedelige synthflader, ideforladte samples og Edsel Dope’s håbløse vokal. På det meste af skiven befinder den sig i den genretypiske Rob Zombie-vrængen, dog forsøger manden sig enkelte steder med regulær skønsang, hvilket ville have fungeret fint hvis bandet altså var i stand til at skrive een gangbar melodi. Det hele ender som en gevaldig omgang nu-metal-sødsuppe, der er som skåret til MTV – for fire år siden. Tjek for ekspempel ”Always” som bevis for denne påstand. Nej, lad hellere være. 

På alle leder og kanter er Dope ekstremt barnlige i deres forsøg på at være provokerende. ”American Apathy” er tydeligvis deres forsøg på at lave en anti-Bush plade (det er jo så populært for tiden), men de gode intentioner drukner i ren fjollethed. Alle steder bogstavet ’A’ er nævnt, er det erstattet med anarkist-symbolet. Noget, der var ekstremt sejt at gøre – i 8. klasse. Og hvor provokerende synes du, læseren/lytteren, at ordet ’fuck’ er i dag? Meget provokerende, ifølge Dope – det bliver benyttet et antal gange, der ville få ”South Park – Bigger, Longer and Uncut” til at skamme sig. Men ordet har bare ikke nogen gennemslagskraft, hvis det ikke bliver brugt ordentligt og et overforbrug er slet ikke i orden. Og se blot sangtitlerne: ”Fuck The World”, ”Bitch”, ”Bastard” eller den helt geniale ”Let’s Fuck” – ikke just noget der udtrykker den helt store politiske awareness, vel? Teksterne er fuldkomment utilgiveligt infantile, men lur mig om der ikke skal sidde nogle enkelte vrede forstads-teenagere derude som bider på krogen og køber albummet for at genere deres forældre. Personligt tvivler jeg på at Dope kunne genere nogen – udover os, der rent faktisk kan lide musik – de fleste forældre vil nok bare trække på skuldrene og se det for hvad det er: Et kalkuleret forsøg på at være rebelsk og aggressiv, der fuldkomment falder til jorden når det bliver bragt for kritiske øjne.

Jeg ser ingen anden udvej end at fuldkommen dumpe ”American Apathy” og bede til at Dope’s fremtidige materiale aldrig når mine ører. Årets ringeste album, kun truet af vor hjemlige Brother + Sister. Undgå for enhver pris. -moesby 

Kom med kommentar i vores FORUM