Som landet ligger lige nu, kan jeg egentlig ganske fint identificere mig med tøsen på coveret til Dopamines fuldlængdedebut. Ikke at jeg gør mig specielt godt i lårkort nederdel eller kan lægge en nogenlunde makeup på få minutter, men det at være uhjælpeligt bundet i en desperat situation er en fin påmindelse om, at jeg nok alligevel ikke kommer til at slippe fri af dyngen med under-standard emo udgivelser sådan uden videre. De her walisiske honningnumser er voldsomt behagesyge og moderigtige i lyden, hvilket næsten per automatik gør albummet til en begivenhedsfattig dødssejler.

Hvordan man så udramatisk og glatbarberet kan vælge at formidle noget, som ellers på papiret skal forestille at være følelsesbetonet, er mig slet og ret en gåde. Med blot en minimal mængde toksiner i systemet havde Dopamine været langt bedre stillet, og indifferens er alarmerende nok den groveste følelse, de evner at fremmane her oven på små 50 minutters nydeligt opstillede og mestendels flade melodier og hooks. Sært nok giver de den undtagelsesvis lidt gas i de sidste minutter af skivens ellers alt for lange afsluttende nummer, men derudover er “Auditioning my Escape Plan” simpelthen ikke et genhør værdigt. - guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM