donnybrook – lions in this game
Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
CC 25.07.05 HC Hand of Hope/Alveran/Target --
 
Allerede inden man smækker denne skive på anlægget har man så småt dannet sig et indtryk af hvad der venter én så snart lydene blæser ud gennem ens højtalere, udfra det ganske velvalgte cover, der viser et tegneserie-agtigt masseslagsmål. Læg dertil baseball-logoet og sangtitler som ”Fist over Fist” eller ”Check Your Chest” – så kræver det ikke just en doktorgrad i finere kunstforståelse at regne ud vi her har at gøre med et hardcore-band. Både på godt og ondt.

LA-baserede Donnybrook pakker ikke noget ind. Ikke noget crossover-pjat, metal-influenser eller lignende her, bare 12 hastige numre af hardcore i den stil, som Madball, Terror og deslige excellerer i – og Donnybrook har sat alle sejl ind for at gøre deres forbilleder kunsten efter. Man kan skam høre, at de mener det alvorligt. Der spilles intenst, momentvis medrivende og tro mod alle genrens forskrifter (nogle ville sige klicheer) – stenalder-simple riffs, råbekor og tekster omhandlende broderskab og troskab mod scenen. Med andre ord, ikke noget nyt under solen. Og det er høj grad Donnybrooks problem. Skiven vil helt sikkert appellere til fans af scenen og førnævnte bands, men for alle os andre er der ikke rigtig noget at komme efter her, der ikke hørt før. Når en cd består af 12 numre (afviklet på kun lidt over 25 minutter) er det påfaldende, at kun et eneste nummer skiller sig ud fra resten, ved at være mere punk rock end hardcore – og det er jo ikke ligefrem den største musikalske forskel man kan forestille sig.

I pressematerialet står der afslutningsvis ”Get into it, or get out of the way.” Hvis dette ultimatum skal tages alvorligt, tror jeg valget for mit vedkommende bliver det sidste. For at slutte hvor jeg startede: Donnybrook spiller hardcore, på både godt og ondt - men desværre mest sidstnævnte. -moesby








Kom med kommentar i vores FORUM