Tal lige om et navn der pludselig dukker op igen fra en fjern fortids tågede minder...
Charlie Dominici sang på Dream Theaters skelsættende debut ”When Dream and Day Unite” så langt tilbage som i 1989, og siden har jeg ikke hørt så meget som en tone fra mandens karakteristiske stemmebånd. Altså før nu hvor bandet, der på selvsikker vis bærer mandens efternavn, pludselig udgiver albummet ”O3, A Trilogy – Part 2” på InsideOut Music.

Charlie Dominici gør i promo-materialet en dyd ud af at understrege at musikken og det lyriske koncept på ”O3, A Trilogy – Part 2” er dybt originalt og nyskabende, hvilket jo selvfølgelig er noget vås. Musikken er hård, traditionel prog.-metal i den typiske Dream Theater stil, krydret med et par mere balladeagtige numre som det sig hør og bør. Det gennemgående lyriske koncept bag ”O3, A Trilogy – Part 2” minder til gengæld en hel del om historien på Queensrÿches klassiske ”Operation: Mindcrime” album; en politisk ladet storyline om terror og hovedpersonens personlige kvaler i den forbindelse, samt brug af samplet dialog og baggrundslyde som indledning til mange af numrene. Med andre ord er det så som så med det originale. Kvaliteten af kompositionerne på ”O3, A Trilogy – Part 2” kan der derimod ikke indvendes noget imod, ifald man er fan af genretypisk prog.-metal.

Med et band opkaldt direkte efter forsangerens efternavn kunne man måske frygte at vokalen i urimelig grad er forfordelt på ”O3, A Trilogy – Part 2” på bekostning af musikken, men sådan er det heldigvis slet ikke. Rent faktisk indledes albummet med den 8½ minutter lange instrumentale ”The Monster”, der fra starten af demonstrerer at Charlies til lejligheden udvalgte musikere kan deres kram. Har I nogensinde hørt om Brian Maillard (guitar), Americo Rigoldi (keyboards), Erik Atzeni (bas) og Yan Maillard (trommer) før? Ja, jeg har i hvert fald ikke, men de spiller alle endog rigtigt godt, både hørt som samlet ensemble og vurderet individuelt.

På det vokale område synes Charlies stemme at være blevet en smule mørkere og mere barytonagtig end den lyse tenor der kendetegnede præstationen på ”When Dream and Day Unite”, men det er vel en naturlig aldersbetinget modningsproces. I hvert fald synger Dominici stadig ganske glimrende, især på solide numre som ”Nowhere to Hide”, ”Greed, The Evil Seed”, ”School of Pain” og ”The Calling”, der ikke lader nyere Dream Theater meget tilbage hvad angår tyngde og progressivitet. Så betyder det mindre at de to ballader ”Captured” og ”The Real Life” er lige knapt så ophidsende.

Alt i alt er ”O3, A Trilogy – Part 2” et overbevisende genhør med en af den progressive metals helt klassiske vokalister, og man kan godt allerede nu tillade sig at have forventninger til den kommende 3. del i trilogien, der skal forsøge at bygge videre på det foreløbige ildevarslende punktum, der sættes på dette albums sidste nummer, ”A New Hope”, i form af lyden af en kraftig eksplosion. Dominici kommer ikke på tilsvarende vis som i de tidlige Dream Theater dage til at medføre en ny eksplosion på den progressive metalscene, men det forhindrer ikke ”O3, A Trilogy – Part 2” i at være en værdig addition til enhver prog.-metal samling med respekt for sig selv. Velkommen tilbage, Charlie! -byrial

Kom med kommentar i vores FORUM