Jamen hej, staccato-riff!

Disturbed har ikke mange virkemidler. Bastant rytmesektion, lidt melodi og forrådt, hidsig sanger på toppen. Så er vi vist hele vejen rundt. Til tider klædeligt bidsk, ofte blot anstrengende og forudsigeligt – og hermed ingen større nyhedsværdi i "Indestructible". På godt og mest ondt Disturbed som Disturbed nu engang har fantasi nok til at lyde som.

Det forfærdeligt kitschede cover indgyder en hvis frygt allerede fra start af, og skulle man et eller andet sted have gået og håbet på et par overraskelser hist og pist, så er dét artwork præcis så klichéramt og plantet i fortiden, at ønsketænkningen går fløjten allerede inden skidtet spiller. Lidt et problem, men så er man i det mindste advaret, og skuffelsen over at høre kvartetten træde vande i gammelslidt terræn, bliver mere forventet end synderligt stor. Der åbnes op for sluserne med hu-hej-rabalder, og trampe-rytmer på titelnummeret, og det er præcis så ensformigt og fantasiløst som de værste anelser dikterede. Det rigtig slemme er egentlig bare at det ikke bliver særlig meget bedre herfra.

Problemet ligger dels i den meget begrænsede formular, dels i det faktum at Disturbed efter min mening stadig lyder bedst når de underspiller deres frembrusende facon en smule. Med muskelmandsattituden i front, går der simpelthen så meget bulderbasse i den, at vreden omsættes til en slags påtaget arrogance, blottet for selvkritik og elementær kunstnerisk snilde. Det kan godt være det er "os-mod-dem", men det klinger bare så falsk og teatralsk når man for det indre øje kan se David Draiman stå i bar overkrop og hamre sig selv på brystet i Tarzan-style, som om han egentlig havde nok i sig selv og sine læderbukser. Fint for mr. Coolness; mere end alvorligt svækkende for oprigtigheden.

"Indestructible" virker dog ret beset et par steder, bl.a på "Haunted", der netop følger det lidt mere tilbagelænede udtryk, fra bandets bedste plade "Believe". Ellers bliver det simpelthen for opblæst, hvilket ganske vist underholder fint i starten, men bliver helt og aldeles forglemmeligt lidt over halvvejs. Man kan ikke modsige at Disturbed skriver nogle fængende passager, og generalt storladne omkvæd, men hvad angår nye opdagelser og leg med formen virker de altså til stadighed komplet handlingslammede. Gabende idéløshed og så siger de at genbrug skulle være så godt... -dennis

Kom med kommentar i vores FORUM