dissection - live legacy

Køb hos CDON nu !!!

Karakter Udgivet Genre Selskab Producer
CCC 17.02.03  Black/Death Nuclear Blast/VME --
 

Siden Dissection hovedmanden Jon Nödtveidt i 1998 blev dømt for mord og fængslet, har bandet været lagt i dvaleposition, men nu er der røre omkring navnet igen i forbindelse med denne nye live udgivelse optaget på Wacken festivalen i 1997. 

Bandet benævnte på et tidspunkt deres musik som ”Majestic Satanic Death Metal”, men jeg har nu altid synes, at en melodisk blanding af death og black har været en bedre betegnelse. Og inspirationen fra et band som Celtic Frost har også altid været til at spore. Den mørke og isnende kolde stemning er i hvert fald også helt klart til stede her på denne live optagelse.

Sættet består primært af materiale hentet fra ”Storm of the Light’s Bane”, men enkelte numre som ”Frozen” og titelnummeret fra ”The Somberlain” er også at finde derpå. Man må sige, at Dissections episke kompositioner også gør sig godt live, uden at de taber pusten uden for studiemiljøet. Og her i denne sammenhæng bliver numrene leveret en anelse mere rå og upolerede end man er vant til det på de ellers så velproducerede og klart klingende albums.

En ting der desværre trækker kraftigt ned i helhedsindtrykket af ”Live Legacy” er dog den ringe spilletid. Skiven byder kun på en intro og seks reelle tracks, der har en samlet spilletid på 40 minutter, og for mig at se kunne man sagtens have fyldt noget ekstra materiale på cd’en uden at det ville have skadet helhedsindtrykket.

Er man hardcore Dissection fan skal ”Live Legacy” selvfølgelig ejes – ingen tvivl om det – men er man nybegynder bør man nok i stedet overveje at starte med den glimrende, udødelige klassiker ”Storm of the Light’s Bane”. Og nu må vi så bare vente på, at Nödtveidt bliver sluppet ud i friheden igen, så han får mulighed for, at indspille noget nyt Dissection materiale. Det skal i hvert fald nok blive spændende. -guldmann 




Kom med kommentar i vores FORUM