disiplin - anti-life clonepop |
|
disiplin - anti-life clonepop |
| Karakter | Udgivet | Genre/Stil | Selskab | Producer |
| CCCCC | 14.03.05 | Black Metal | Moonfog/Target | Drakul 218 |
|
Disiplins selvtitulerede debutalbum var en ganske lovende start for dette norske black metal band, og albummets seneste svaghed var i mine ører den måske lidt for udtalte Satyricon tilbedelse, Disiplin lagde for dagen. Nu er den nye udgivelse ”Anti-Life” så på gaden, og her viser Disiplin lige præcis den selvstændighed jeg efterlyste en smule på debuten. Dermed ikke sagt at der ikke stadig kan drages paralleller til både Satyricon og mange andre leverandører af sortmetallisk støjforurening, men ”Anti-Life” repræsenterer en frisk og medrivende tilgangsvinkel til genren. Sjovt nok er åbneren ”Orthodox Devil Worship” nok det tætteste Disiplin kommer på udtrykket fra Satyricons ”Volcano” album i denne omgang, men rent kvalitativt er Disiplin helt på højde med Satyr & Co. efter min mening! Et andet nummer der lyder lidt i retningen af nyere Satyricon er ”Kill at Will”, der byder på tungt svingende black’n’roll som dog til sidst speedes op til et hæsblæsende tempo. I titelnummeret skrues tempoet derimod en overgang helt ned, og der benyttes nogle dybe growls til en afveksling, men ellers tonser dette nummer også igennem i noget der minder om Marduk hastighed. Også ”Quimbanda”, ”The Arsonist Academy” og ”Pesticide –Swallow Your Own Shit!!!” benytter sig af kontrasten mellem et par tunge passager med growls og så ellers straight out aggressiv black metal. Sidstnævnte benytter til stor effekt en meget skizofren og næsten opera-agtig skrigevokal, der minder mig lidt om Attila fra Mayhem og Tormentor. Mine 2 favoritter på ”Anti-Life” er dog ”Feed the Fucker to the Dogs” og ”Militia”, der begge lyder som en blanding af Aura Noir og Cadaver; altså thrashy og forbandet catchy nekro black metal med noget dejlig flagrende og luftigt trommespil. Det mest underlige nummer er ”11”, som med sin skumle atmosfære, sin klagende guitarsolo og den halvvejs sungne, halvvejs talte vokal minder mere om goth metal end om black metal, men det virker helt fint! Apropos underlig, så lyder albummets outro ”Chaos Triumphator” nærmest som et industrielt soundtrack til massakren i Rwanda med sine samplinger af noget der mest af alt lyder som hutu eller tutsi krigs eller stammedanse akkompagneret af skumle lyd-kollager. Cover-artwork og layout er i vanlig let genkendelig Moonfog stil, og produktionen er et fint kompromis mellem en passende råhed og så behovet for et gennemsigtigt lydbillede. Disiplin har med ”Anti-Life” præsenteret et godt bud på hvordan moderne black metal anno 2005 skal lyde, og med en spilletid på 52 minutter får man såvel kvalitet som kvantitet for sine ’sorte penge’. –byrial
|