Her gik man og troede at Østrigske Disharmonic Orchestra havde kastet håndklædet i ringen for mange år siden, eftersom man ikke har hørt noget nyt fra den kant siden albummet ”Pleasuredome” fra 1994, men pludselig rejser Disharmonic Orchestra sig fra kanvassen med det helt nye album ”Ahead” her 8 år senere! 

På deres 2 semi-klassiske start 90´er albums med de vidunderlige titler ”Not To Be Undimensional Conscious” og “Expositionsprophylaxe” blev Disharmonic Orchestra kendte for at blande death metal og grind med mere obskure og avantgardistiske tiltag. De avantgardistiske tiltag er stadig at finde i det Disharmoniske Orkesters musik, men death metal og grind indslagene er til gengæld næsten forsvundet.

Som udgangspunkt er Disharmonic Orchestra anno 2002 i bund og grund et Thrash band, men de krydrer som sædvanligt deres musik med mange forskellige stilmæssige indslag, hvorved den egentlig ret intetsigende genrebetegnelse avantgarde thrash synes som den umiddelbar mest indlysende bås at placere ”Ahead” i. Så for nærmere at indkredse de mange modsatrettede inputs i Disharmonic Orchestras musik er det næsten nødvendigt at bruge nogle udvalgte numre fra ”Ahead” som illustration :

”Dual Peepholes” bruger en tung drum´n´bass rytme som baggrund for et melankolsk guitar-arbejde, som giver en næsten hypnotisk effekt, mens ”If This is It, It Isn´t It, is It?” er en lille kort, heftig hardcore agtig sag. ”Idiosyncrated” lyder nærmest som Neurosis, for blot at blive brudt af nogle nærmest Beatles agtige passager?!? På numre som ”Supervision” , ”The Love I Hate” og ”Pain of Existence” spiller Disharmonic Orchestra med godt resultat mere traditionel midtempo thrash metal med totalt groovy passager, dog ofte krydret med støj/electronica inputs.

Disharmonic Orchestra har visse lighedspunkter med en gruppe som Tourniquet, der ligeledes bruger thrash metal som grundlag for en avantgardistisk eksperimenteren, men paralleller til et forvitret rytmisk lydbillede á la Canadiske Voivod falder også lige for, som f.eks. på det fede nummer ”Nine9Nine”.

”Ahead” kommer ikke helt op på niveauet fra de første par Disharmonic Orchestra albums, men karakteren skal ses som et udtryk for undertegnedes forkærlighed for old school thrash og fordi Disharmonic Orchestras lyst og evne til på intelligent vis at eksperimentere med denne genres udtryk bør belønnes. Da ”Ahead” er en stilmæssigt forvirrende sag, bør man ikke forvente at albummet giver mening efter de første par gennemlytninger, og da Disharmonic Orchestra aldrig har lavet jordens letteste musik at gå til, bør det kraftigt anbefales at høre skiven et par gange før man evt. bruger sine surt optjente skejser på ”Ahead”. Velkommen tilbage Disharmonic Orchestra!

PS: Husk ENDELIG at høre det skjulte nummer sidst på albummet, hvor en eller anden Østrigsk alpebonde jodler med på en Schlager! Funny stuff! -byrial

Kom med kommentar i vores FORUM