Af den eksklusive håndfuld albums gennem årene, jeg med tiden har erkendt som værende perfekte, må “The Inalienable Dreamless” siges at være det mest ekstreme på mange leder og kanter. Med al respekt for de gamle grind-klassikere, jeg næppe nogensinde opgiver at være stornyder af, skete der altså mangt og meget siden de banebrydende år i slutningen af 80’erne, og efter at Discordance Axis smed bomben her i form af dette sidste reelle album, har få andre kunnet tiltvinge sig så megen opmærksomhed i min verden, når det gælder lige præcis ultrakorte hals-over-hoved udbrud. Det er intet mindre end den perfekte straf, når naboen har tilladt sig at sætte en slidt Suzanne Vega plade på klokken seks søndag morgen og endda været så nederdrægtig at synge med (ikke et opdigtet eksempel – jeg har desværre haft fornøjelsen af at opleve det!). Hævnen for den slags forstyrrende djævelskab bør selvfølgelig falde prompte, og afstemmer man det med at sætte Discordance Axis i sving for fuld skrue, når synderen endelig selv går til køjs, er det hævet over al tvivl, at en uskik på linie med ovennævnte nogensinde kommer til at gentage sig.

Følelsen af åndeløshed, en stærk trang til bare smadre noget, hjertebanken, svækket dømmekraft og andet godt fra posen af reaktioner på de kraftig stimuli, “The Inalienable Dreamless” består af, er hvad man snildt kan tænkes at føle, når der lukkes op for sluserne. Og det er altså ikke kun billige metaforer hentet fra stakken af støvede danskstile på loftet, jeg ønsker at liste ind her for at øge spændingen unødigt. Det er fandeme sådan, de 17 numre i rap stadig virker på mig, lige fra det første inhumane hyl i ”Castration Rite” til sidste afsindige trommeslag i ”Drowned”. Ifølge bandet selv endte de faktisk med at smide håndklædet i ringen, fordi guitaristen Rob Marton med tiden udviklede en sygdomstilstand, der resulterede i migræne og smerter gennem hele kroppen, når han blev udsat for høje lyde, bl.a. dem fra forstærkeren lige ved siden af ham, og så var det så godt som slut med Discordance Axis. Hård kost, ikke?

Lidt af et paradoks er det ellers med de signaler, som coverets passive, blå himmellandskab over havet sender, inden musikken sætter ind. De har jo for fanden camoufleret cd’en, så den kunne gå som endnu en udgivelse i rækken af new age tryllerier fra Fønix Musik! Men nydeligt er det nu alligevel, og jeg vil tro, at cd-versionen hører til blandt de allerførste musikalbums, der benyttede en plastikæske til dvd’er som lille gimmick til indpakningen.

Spilletiden er ikke fyrsteligt lang, det kan vi lige så godt får på plads med det samme, men aktivitetsniveauet fra start til slut er så på den anden side langt højere end det sammenlagte output fra 10-15 tilfældigt plukkede andre albums stående på samme hylde. Intensiv lytning er selvsagt et must, hvis man skal have det hele med, men lige præcis her blev man endelig præsenteret for en så veldefineret lyd fra dem, at opgaven (næsten) ikke synes umulig med lidt optimisme og en usund mængde koffein i blodet. Dave Witte (Human Remains, Burnt by the Sun, Phantomsmasher, Municipal Waste osv.) placerer sig bag trommerne som en nærmest uendelig række af epileptiske anfald, linet op side om side, udover hele pladen. Bunden lægges altså ubetinget på den fede måde – og altid med hans helt personlige touch. Gribbene fra oven er derimod de umenneskelige tandem-tacklinger uden ende gennem guitarspillet fra Rob Marton og Jon Changs fantastisk usunde brug af stemmebåndet, der rangerer fra morderisk bestialske growls til overjordiske fantomskrig og hyl. Et spørgsmål om den mest ekstreme polarisering fra dyb til høj, du kan forestille dig. Det var det. De har ikke brug for mere. Men der er sgu meget af det, der er. Sidder du for tiden med solstråler i øjnene over Pig Destroyers mesterværk, ”Terrifyer”, kan du nok også godt høre, hvor det bærer hen af…få fingeren ud!

Hver og et af numrene vinder ved at være uhørt aggressive og djævelske, endda i forhold til den vanlige grind-doktrin, men blot på en pænt anderledes facon end man var forvænt med op til udgivelsen af “The Inalienable Dreamless”, og heri skal grunden nok også findes til, at ikke så få hærdede metallyttere var hurtige til at afvise hele molevitten som det argeste lort. Jeg vil sjovt nok på ingen måde give dem ret, men skal jeg være bundløst ærlig, har jeg en lille tilståelse at komme med… Bagsiden af medaljen er nemlig, at så godt som alt andet, jeg har forsøgt mig med, blot virker duefromt og ynkeligt sat på lige efter, at man er blevet splittet ad og stykket sammen igen gang på gang af Discordance Axis. Nu er det sagt – resten af din metalliske musiksamling kommer nok til at lide at voldsomt indtryksmæssigt kastration på intensitetsfronten, hvis du først vælger at lukke et sådan utyske ind i tilværelsen.

Alle som en trænger de fremmanede visioner kraftigt frem, hvad enten det foregår i minutsprint langt over kogepunktet eller i den (i denne sammenhæng) uhørt lange ”A Leaden Stride to Nowhere” på hele fire minutter, der måske ikke ligefrem snegler sig af sted, men nærmere kan ses som en forløber for det tidligste Burnt by the Sun materiale. “The Inalienable Dreamless” er i den grad værd at høre og genhøre – så albummet får hermed et stort, fedt “ClassiC” stempel lige i midt panden…hvis jeg altså kan ramme, for det er den dag i dag stadig en rørlig gang djævelskab uden så fandens meget andet at sammenligne med. - guldmann

Se Guldmanns store oversigt over de fedeste HC/Punk udgivelser fra 1980 og frem HER.

Kom med kommentar i vores FORUM