For mig har Dimmu Borgir altid fremstået som de pæne drenge fra den ellers grimme og grumme norske black metal-skole. Hvor bands som Gorgoroth, Mayhem i almindelighed og Burzum og Darkthrone i særdeleshed har excelleret i bevidst rå og skrabede produktioner, har Dimmu Borgir især på de seneste udspil både visuelt og på audiosiden taget sig anderledes indtagende ud.

Det er ikke en udvikling, bandet afviger synderligt fra på ”Abrahadabra”. Før mit rendez-vous med denne Dimmu Borgirs seneste sangsamling var jeg noget skeptisk over for bandet, da jeg syntes, bandet med tiden har givet køb på mange af den sorte metals karakteristika, som gør musikken interessant.

Produktionen har som sagt længe været renskuret, Dimmu Borgirs sange har savnet genrens ellers obligatoriske vildskab, og hvor de ovennævnte bands dydsiret har holdt sig til tarvelig lo-fi lyd og den pandabjørnsassocierende corpsepaint, har Dimmu Borgir i stedet kigget dybt i kassen med teatersminke og – rekvisitter i forbindelse med videoen til singlen ”Gateways” fra ”Abrahadabra”.

En i øvrigt visuelt overlegen og topprofessionelt produceret video, som leder tankerne hen på Marilyn Mansons video til ”Beautiful People” fra ”Antichrist Superstar”. Et imponerende stykke AV-håndværk som samtidig siger noget om, hvilken musikliga Dimmu Borgir efterhånden spiller i, og hvor mange marketing-muskler Nuclear Blast spænder for bandet, når de udgiver nyt materiale.

Og her synes vi at nærme os sagens kerne: For selvom Shagrath overvejende bibeholder en karakteristisk raspende black metal-vokal, spænder Dimmu Borgir i dag langt bredere end den ellers traditionsbundne black metal umiddelbart tillader genremæssigt. Som nævnt andetsteds i anmeldelsen af Cradle Of Filths seneste ”Darkly, Darkly Venus Aversa” ligger Dimmu Borgirs og englændernes lydbilleder relativt tæt op ad hinanden. Men hvor Dani Filth og Co. kun lejlighedsvis på deres seneste driver det til reelt interessante numre, er der anderledes slagkraft gemt i ”Abrahadabra”.

Det er tydeligt, at Dimmu Borgir har haft et andet og langt større produktionsapparat i ryggen, end det Cradle Of Filth er blevet til del, men selv hvis man skræller den imponerende lyd af KORK, Kringkastingsorkesteret & The Schola Cantorum Choir, væk, er sangene på ”Abrahadabra” ”Darkly, Darkly Venus Aversa” langt overlegne.

Som udgangspunkt foretrækker jeg klart black metal bands fra den skramlede og rå skole, men jeg må lade Dimmu Borgir, at deres sammensmeltning af ovennævnte kor, klassisk heavy metal og black metal i en yderst pompøs og til tider lige lovlig svulstig metalblanding er stærkt overbevisende og – om jeg vil det eller ej – stedvis ganske medrivende. Såvel skeptikere som fans kan derfor henholdsvis give ”Abrahadabra” en chance eller bare investere pligskyldigt i den seneste lyddisc fra Dimmu Borgir. Kun black metal-fundamentalister – og deres antal og indflydelse skal man som bekendt ikke kimse ad – vil lytte forgæves efter kvalitetsmetal på ”Abrahadabra”. -kragh

Kom med kommentar i vores FORUM