Det band som har kørt allermest i min CD skuffe det sidste år er uden tvivl norske Dimmu Borgir, hvis magiske bagkatalog jeg af uransagelige grunde har forelsket mig i. Black Metal "HITS" som "Mourning Palace", "Over Bleknede Blåner till Dommedag", "Entrance" og "Blessings Upon The Throne Of Tyranny" har sammen med resten af bandets repertoire stået for den daglige opvarmning til endnu en brutal dag i virkeligheden.

Den evige diskussion om Dimmu Borgir og deres tilhørsforhold til den tr00 del af Black Metal kulturen har altid kedet mig helt enormt. Jeg oplever Dimmu Borgir som et Heavy Metal band, som har bygget deres musik op af enorme teatralske og symfoniske strukturer der henter deres nærig i en afgrundsmørk kilde af Thrash Metal. 

Teatralsk og symfonisk er et i hvert fald to ord som passer perfekt til det nye værk "Death Cult Armageddon". De episke elementer har fået endnu et hak i vejret, der går nærmest ren Star Wars stemning i et nummer som "Progenies Of The Great Apocalypse". Prøv at fremkalde lyden fra Metallicas "S/M" album i din bevidsthed, cirka den samme vægtning har udtrykket på store dele af "Death Cult Armageddon".

Men heldigvis formår Dimmu Borgir at dosere deres virkemidler, så det ikke ender med at blive for klæg en masse. På andre tracks trækker det norske broderskab en noget skarpere kant op. På killertracks som "Lepers Among Us", "Vredesbyrd" og "Cataclysm Children" sættes der masser af tyngde og tempo på drengen. I den forbindelse skal Nicholas Barkers trommespil altså lige fremhæves, han er måske ikke i Gene Hoglans klasse, men hold da kæft hvor er det effektivt. 

Albummet er en helstøbt oplevelse, som uden tvivl vil sikre bandet endnu større tilslutning blandt metalhoveder verden over. Set i forhold til forgængeren "Puritanical Euphoric Misanthropia" så er dette album meget på linje, hvilket også er årsagen til at albummet må ”nøjes” med en karakter på CCCC. Dimmu Borgir kører deres klassiske krigsmaskine i stilling og udnytter den nærmest perfekt, men de voldsomme revolutioner bevæger nordmændene sig ikke ud i. Det kreative niveau som Thorns, Satyricon og Emperor repræsentere er ikke Dimmu Borgirs ambition, de gør tilgengæld det de er gode til og de gør det HELVEDES godt (med eller uden vingummi). -and

Kom med kommentar i vores FORUM