Dimension Zero startede i sin tid som en slags sideprojekt for daværende Marduk og In Flames medlemmer, men med bandets 2. album ”This is Hell” fremstår Dimension Zero som en stærk selvstændig enhed, der ikke behøver at tage til takke med en skyggetilværelse som projektband.

Når det går mest heftigt for sig minder Dimension Zero mig om de ukronede højhastighedskonger i Defleshed, hvilket numre som ”Dimension Zero”, ”The Final Destination” og ”This Light” er glimrende og intense eksempler på, mens de knapt så heftige skæringer som ”Immaculate” og ”Di’i Minores” tilføjer lidt af det melodiske islæt fra melo-death genren, heldigvis dog uden at ende med at lyde for pænt. Sammenligninger med At the Gates er i den forbindelse næsten uundgåelige.

Forsanger Jocke Göthbergs vokal lyder som en pissed-off pitt-bull terrier og passer perfekt til Dimension Zeros musik der gennemgående fremstår som den musikalske ækvivalent til lyden af et dampdrevet thrash-tog doped up på en overdosis af speed. Den hidsige Studio Fredman produktion fremhæver disse elementer på forbilledlig vis.

Sammenfattende har Dimension Zero med “This is Hell” leveret et forfriskende album der kombinerer thrashens pågåenhed og aggression med melodierne og tyngden fra melo-death. Nuvel, netop denne kombination er jo ikke ligefrem den mindst benyttede i disse dage, men Dimension Zero ligger i mine ører et godt stykke over gennemsnittet for genren, så derfor lever man gerne med manglen på innovation og den måske lidt for store kompositoriske lighed numrene imellem. Ellers behøves der egentligt ikke siges så forfærdeligt meget mere. Dimension Zeros nye album er ret beset vel ikke en uundværligt udgivelse, men dog stadigvæk et godt bud på moderne metal. 
Det er jo det de unge vil ha’! -byrial

Kom med kommentar i vores FORUM