diecast - tearing down your blue skies
Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
CC 25.10.04 Metalcore Century Media/Target Paul Trust
 

Hvad sker der lige her? Jeg husker Diecast som nogle brutale og intense fætre på deres tidligere udgivelser, men nu lader de til at være blevet udvandet helt af den guldgraver mentalitet, som metalcore bølgens succes har efterhånden har resulteret i. Godt nok har de haft mange en udskiftning i rækkerne at døje med siden sidst, men behøvede resultatet vitterligt at ende i et sandt rip-off af Killswitch Engage og så godt som samtlige hovedaktører på den såkaldte ”New Wave of American Heavy Metal” scene?

Især den rene vokal er som en byld i røven, der konstant stikker hovedet frem for at spolere alt, særligt når resten af bandet lige har fået kæmpet sig frem til at lave noget, der bare er lidt spændende. De fleste numre er skåret over samme læst, og man skal altså være virkelig entusiastisk omkring sin kærlighed til metalcore for at malke mange velsmagende dråber ud af ”Tearing down your Blue Skies” i det lange løb. Glimtvis intensitet er den eneste formildende omstændighed, men ellers er der ikke mange frelsende indslag at syne fra Diecast lejren her og nu, og jeg har i hvert fald ikke fået ømme nakkemuskler af dette bekendtskab.

Albummet vil helt sikkert være pinligt at ligge inde med om blot få år, og jeg leder allerede nu efter en bundplads i den sorte kasse, hvor skidtet kan gemmes væk for bestandigt. Gå hellere efter guldet – seneste perle fra All that Remains er f.eks. et helt igennem fantastisk alternativ, der byder på læssevis af lirede indslag og en flænsende attitude, der snildt gør kort proces med Diecast og andre mindre heldige indslag af samme kaliber. - guldmann









Kom med kommentar i vores FORUM