"Hej, vi hedder DGM, kommer fra Italien og kan rigtig godt lide progressiv rock, især Dream Theater, og vil derfor rigtig gerne lyde som vores idoler". Så klart opridset kunne situationen sagtens være i DGMs biografi, da det nogenlunde er essensen af den gang øregas, de får hældt ud der. Scarlet Records er en sær størrelse, der svinger mellem at udgivet svært tiltalende ting som Hatesphere og Terror 2000, og så de virkelig knap så spændende artister i den anden ende af spektret, og det her er klart en af de mere bitre stikpiller at indføre i systemet.

Jeg har aldrig fattet idéen med som udgangspunkt at ville spille progressivt musik, og så gøre noget ved det ved at lyde præcis som ens forbilleder. Folk imiterer på stribe Rush, Yes, Symphony X og Dream Theater, men hvori ligger lige det "progressive" der? En sådan fremgangsmåde er da noget af det mest reaktionære, man kan diske op med. DGM vil gerne være af høj klasse, men den målsætning formår de bare ikke at gennemføre. "The Hidden Place" har været til lagring i systemet længere tid end sædvanligt for den slags svinestreger, da jeg til fulde ville undersøge, om der da ikke skulle være noget nyt at komme efter…men det var der bare ikke.

Som en strøm af varm luft snirkler albummet sig forbi uden at sætte den mindste konstruktive følelse i gang hos lytteren. Jeg lover Jer for, at skulle jeg lukke en fest, så ville DGM helt sikkert ryge på. Produktionen er dog ret klar og veldefineret, men det er jo ligesom lidt en omgang spildt arbejde, når man ikke har noget spændende råstof at bygge videre på.

Dette her er den musikalske pendant til en b-film, og selv vil jeg til enhver tid foretrække "the real deal". Hvorfor nøjes med blege imitatorer, når man kan gå direkte til kilden. Livet er for kort til b-udgivelser. - guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM