Efter 2005’s monumentale magtdemonstration af misantropisk metalmusik (mange M’er!) ”Alien”, har lydgeniet Devin Townsend valgt at tage en pause fra sit samarbejde med hans hadefulde lejesvende i Strapping Young Lad for at lægge fokus på livets lysere sider med hans selvbetitlede bandprojekt. Mandens arbejdstempo absolut kun beskrives som imponerende, da ”Synchestra” udkommer ikke gang et halvt år efter ”Alien”. Ifølge pressematerialet er det mandens intention med albummet at give hans fans noget at smile af, frem for at tromle dem ned al vold og magt. Den mission må siges at være lykkedes meget godt, da ”Synchestra” på alle måder oser af solskin, livsglæde og positivitet. Fans af SYL får sig nok lidt af overraskelse, når de giver sig kast med denne størrelse.. Jeg gjorde i hvert fald, da dette er mit første møde med The Devin Townsend Band.

Allerede ved åbneren ”Let It Roll” ved man, at dette bliver en rejse af de lidt mere specielle. Nummeret er afdæmpet, og det første lange stykke tid består det udelukkende af akustiske guitarer og ren vokal. Sangen har et tykt præg af irsk folkemusik og lyder ikke som noget jeg har hørt fra The Dev før. Allerede i efterfølgeren ”Hypergeek” er der dog nye toner at finde, her gøres brug af lyde fra naturen, samt en noget mere storladen produktion, der til sidst ender i et opspeedet metalfrenzy. Og sådan bliver albummet ved. Der veksles mellem langstrakte, atmosfæriske instrumentale passager og mere almindeligt rockende, melodiske tiltag. Albummet er yderst progressivt, men ikke som man forstår det ved f.eks. Dream Theater – her er ikke lange, blærede soli og de fleste numre holder sig indenfor en fornuftig tidsramme. På en eller anden måde virker det dog ikke sådan, da numrene nærmest flyder sammen, så albummet glider som en lang sang.

Devin er helt sikkert en fantastisk sanger og guitarist og derfor ærgrer det mig, at han ikke har brugt mere tid på at dyrke disse talenter på ”Synchestra”. Kun ganske få sange, som førnævnte ”Let It Roll”, højdepunktet ”Triumph” (der blandt indeholder en banjo-inficeret country-del og en suveræn solo af guitarhelten Steve Vai) og singlen, den meget ’80er-inspirerede ”Vampira” har gode, genkendelige melodier. Guitarspillet begrænser sig også til nogle relativt simple riffs, der på sange som ”Pixillate” og ”Gaia” bliver gentaget ud i det uendelige. Folk med hang til den type musik har sikkert intet imod det, men jeg savner dog alligevel lidt variation hist og her. Specielt sidste halvdel af albummet bliver lige lovlig langtrukken og dronende. Der er dog stadig tale om storslået flotte lydbilleder og er man i den rigtige stemning fungerer disse dele da også glimrende, men som helhed er det ikke nogen man har lyst til at vende tilbage og lytte til om og om igen. Der afsluttes med den direkte malplacerede boogie/røvballe-rocker ”Sunshine & Happiness”, der er meget underholdende de første par gange, men i sidste ende bare virker forstyrrende. Devin’s musikalske medspillere i DTB virker heller ikke sammenspillede og velsvingende som krigsmaskinen Strapping Young Lad, selvom alle musikere helt sikkert spiller på et relativt højt niveau. 

Jeg har haft meget svært ved at bedømme albummet; en masse gennemlytninger har bevist, at dette album udfolder sig på helt forskellige måder alt efter hvilken sindsstemning man befinder sig. At Devin er en talentfuld herre, med mere end almindelig god forstand på pladeproduktion er der ingen tvivl om. Men i sidste ende er ”Synchestra” bare for lang, for ufokuseret - og måske endda for glad. I hvert fald synes jeg at det klæder den herre Townsend bedre at være vred og ondskabsfuld end udadvendt og positiv. -moesby 

Kom med kommentar i vores FORUM