Devin Townsend kræver jo efterhånden ingen introduktion og det samme kan i høj grad siges om dette, hans første ”rigtige” soloprojekt, i den forstand at manden selv har stået for alt – lige fra komposition, til udførsel og produktion. Det spændende koncept bag nærværende album – en slags hørespil eller måske nærmere lydsporet til en fiktiv tegnefilm – har været til genstand for megen omtale, især i disse moderne tider hvor konceptalbummet har nået en lettere forkætret status i mainstreamen. Men lad det være sagt med det samme; ikke blot lykkedes konceptet til fulde for The Dev – det er samtidig noget af det mest vitale der er hændt metalscenen i 2007 og tilmed det bedste fra mesterens hånd siden Strapping Young Lads mesterlige ”Alien” fra forrige år.

Den underholdene historie om rumvæsenet Ziltoid, der er svært glad for sort kaffe og tilmed også er en flerdimensionel guitarhelt (!), er omdrejningspunktet for pladen, der på mange måder fungerer som en sammensmeltning af Townsends tidligere projekter – de storladende synths, æteriske vokalharmonier og episke lydflader i et nummer som den fantastiske ”Hyperdrive” minder i høj grad om dem fra Devin Townsend Band, mens det høje aggressionsniveau (tilsat en nærmest musical-agtige skævhed) i undertegnedes favorit, ”Ziltoidia Attaxx!!!”, sagtens kunne have indfundet sig på et Strapping-album. Ligeledes er der i ”Color Your World” en musikalsk hilsen til ”Wrong Side” fra det sidste Strapping-album, i form af en melodisk interlude – fremragende. Som selve albummets koncept viser Ziltoid sig dog i sidste ende at være et foster af en ung kaffebar-ekspedients dagdrømmeri og dette er ikke tilfældigt; selvom albummet i høj grad tjener det formål at underholde lytteren, er det også et dybt personligt statement fra Devin selv; Ziltoid er ligesom Devin selv et lettere misforstået individ med storhedsvanvidet kontant lurende i baghovedet, men ganske som Ziltoid til sidst afsløres som rent tankespind er Townsend jo selv blot et ganske almindeligt menneske når alt kommer til alt. Kaffebarsekspedienten, som symboliserer den virkelige Devin benytter jo blot fantasifostret Ziltoid som en dukke, der oplever fantastiske rumeventyr, for at undslippe hverdagens uendelige kedsommelighed – som det lyder i ”The Greys”: ”You are a puppet, I am a puppet, we are all puppets.” Af selv samme grund forstår man nemt, at manden selv har ønsket at stå for alt uden at tilkalde sin sædvanlige lejesvende; jeg er overbevist om, at der er gået en del selvrangsagelse forud for dette album og det fungerer perfekt, uden at blive klæbrigt eller sentimentalt.

Som sagt står Devin bag alt og hvorfor skulle han dog ikke det? Som det tydeligt fremgår er der vel næppe noget musikalsk aspekt som manden ikke mestrer. De vilde guitarsoli i ”Ziltoidia Attaxx!!!” og ”N9” taler deres tydelige sprog og som sædvanlig er vokalpræstationen i top – uanset om der synges indfølt, aggressivt eller alt midt imellem. Trommerne er dog programmede, i det famøse Drumkit From Hell-program som Meshuggahs Tomas Haake var med til udvikle i sin tid og som Meshuggah da også benyttede på deres seneste album, ”Catch 33”. Ganske som det var tilfældet på det album ville det ikke være til at sige, at der blev brugt programmerede trommer på pladen hvis man ikke vidste det på forhånd. Som altid har Devin pakket albummet ind i en kæmpestor produktion, men uden at det næsten bliver for meget.

”Ziltoid The Omniscient” er ikke blot noget af det bedste der er udkommet i år, det er også noget af det bedste Devin Townsend nogensinde har lagt sit navn til. Ikke blot er det rart at have manden tilbage – det er også rart at se ham fra en mere personlig side end sædvanlig, dog med det humoristiske twist, der er med til at gøre hans arbejde så specielt og interessant. Jeg opfordrer alle, uden forbehold, til at gå ud og opleve dette storladne rumeventyr på deres egen krop og vise den mægtige Ziltoid noget koffein-drevet, kosmisk kærlighed. -moesby

Kom med kommentar i vores FORUM