devils whorehouse - revelation unorthodox |
| Karakter | Udgivet | Genre/Stil | Selskab | Producer |
| CCCC | 2004 | Metal/Punk | Regain/Target | -- |
|
Kan man andet end at elske og tilbede de legendariske ghoulpunks Misfits med deres ekstremt karakteristiske og charmerende blanding af punk og 50’er rock? B. War og Morgan, som de fleste nok kender fra Marduk sammenhæng, var i hvert fald med på vognen og startede for nogle år tilbage et Misfits/Samhain coverband sammen med to andre gutter. Hurtigt blev de dog klar over, at de sagtens selv kunne smække numre sammen med den karakteristiske Glenn Danzig lyd, og efter debut ep’en ”The Howling” er det nu blevet til en ret fed fuldlænge med masser af horror hygge. Der er dog et par væsentlig forskelle på Devils Whorehouse og den ægte vare. Grundlæggende er lyden pumpet op med nogle næsten blackmetalliske riffs, så den virker dejligt beskidt, og sværger man til, at Misfits omkring ”Earth A.D./Wolf’s Blood” var på toppen, så burde ”Revelation Unorthodox” gå rent ind på lystavlen. Og så er der de længere kompositioner som ”Bondage Goddess”, ”Funeral Dream” og ”Erotikill”, hvor de læner sig mere mod Samhain lyden og Glenn Danzigs bedrifter under eget (efter)navn. Nu er Devils Whorehouse langt fra de eneste, der har begivet sig ud i et projekt som dette – allerede da Misfits oprindeligt huserede i Lodi, New Jersey i slutningen af 70’erne og starten af 80’erne, besluttede nogle nabounger sig for at hylde dem med en næsten identisk lyd i bandet Mourning Noise (tjek endelig deres diskografi opsamling på Grand Theft Audio!), og siden da har relevansen blandt den slags tiltag været ekstremt svingende. Men selvom originalitet ikke
er på dagsordenen hos disse svenske gespenster, leverer de stadig
varen til fulde og med et lille, ondt twist. Har allerede selv skrevet
mig ”Revelation Unorthodox” bag øret som eget til hot rotation,
næste gang det bliver Halloween. - guldmann
|