devilinside - volume one
Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
CCC 23.08.04 Hardcore/Metal Century Media/Target Jeff Halland
 

Med et bandnavn så ildevarslende ubehændigt og kikset kunne der jo næsten kun være femtegenerations nu-metal i vente, men inden cd’en røg på, fik heldigvis jeg læst mig til, at Devilinside har tidligere Disembodied folk i rækkerne, og så var der straks mere ro på, da det navn jo er så godt som synonymt med ”oldschool metalcore”, hvis man da allerede nu kan tale om noget sådant.

Umiddelbart virker det totalt uoverskueligt, at der skal jongleres med hele treogtyve numre i ikke-grind regi, men det varer ikke længe, før man erfarer, at cirka halvdelen af titlerne blot dækker over usle mellemspil og kedelige indslag, der bare trækker spilletiden unødigt ud og virkelig tester ens tålmodighed, helt på linie med f.eks. en lørdag eftermiddag i IKEA eller en Linie 3 forestilling. Devilinside skyder i hvert fald sig selv mere end ti gange i foden med det her ekstremt utjekkede koncept, især da enkelte dele af mellemstykkerne måske kunne have været inkorporerede i de andre numre, men generelt er der bare blevet efterladt alt for LIDT på klippebordet derhjemme.

Når vi så endelig kommer til det, det virkelig handler om, KAN de rent faktisk godt finde ud af at smække en habil sjat metal/hardcore knaldperler af, hvor den totalt umoderne lyd med ekko fra midten af 90’erne klart er hovedattraktionen. Onde krigstrommer og nedstemte guitarer kan vel altid redde dagen lidt. Spudmonsters, Disembodied og selv en minimal knivspids Pro-Pain er faktisk ikke helt dårlige referencepunkter, når alt er sagt og gjort her. Gamle gutter der har været i dvale på hardcore/crossover fronten de sidste par år, må gerne vågne op til dåd her, hvis dagens In Flames tilbedelse i de kredse er dem lige end tand for sødmefuld eller måske direkte kvalmende.

Devilinside får allernådigst CCC, fordi de viser, at de godt kan, når de vil. Men fordi de også har efterladt alt for mange bugnende, små skraldeposer undervejs, bliver det absolut ikke til mere end det. Læg dog muligvis ét C til, hvis din afspiller kan programmeres – det hjalp i hvert fald mig en hel del! Martyr A.D. er med andre ord stadig det mest relevante Disembodied afkom, sjovt nok primært fordi de også forstår at stoppe mens legen er stadig god. - guldmann

 

 









Kom med kommentar i vores FORUM