Førhen var det faktisk ikke nogen større opgave henkastet at rubricere Destiny som endnu en Skycamefalling/Poison the Well klon, om end de var blandt de bedre i flokken, men med en håndfuld essentielle opstramninger samt en vanligvis sund og fyldig Antfarm produktion i ryggen ligger de ikke under for de gamle mestrer længere. Et skift til Europas for tiden velsagtens største og bedst sælgende hardcore label, Lifeforce, vil nok heller ikke ligefrem vise sig at være skadeligt for deres sejrsgang i det lange løb.

Skolingen er stadig ret amerikansk, og specielt guitarlyden fremstår nu som en sær, men effektiv hybrid af Morning Again og Deftones, hvilket bestemt ikke skal resultere i nogen klagesang fra min side. Sammensmeltningen af det emotionelle og de knyttede nævers manglende pardon må også betragtes som komplet denne gang. Og med emotionelt mener jeg ikke som i ”lad os nu tude og sætte noget Dashboard Confessional på i håb om at score tøser”, men blot nøgne erkendelser af egen skrøbelighed. Destiny skal dog især have ros for en sparsom benyttelse af dette element sammen med den rent sungne vokal, så frygten for oversødet kvalme altid holdes i bero.

Den konstante overladning af dirrende energi knager konstant som en spændt pistolhane, der er ved at gå af for tindingen, så lad os blot opgive kærligheden sammen, nu hvor vi har Destiny til trøst i stedet. Selv kan jeg i hvert fald ikke se, hvad man f.eks. skal bruge det seneste output fra From Autumn to Ashes til (nu også kendt som ”From Awesome to Average), når ”The Tracy Chapter” er plukkemodent i stedet. - guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM