Med den to år gamle “The Healing Process” beviste Despised Icon, at elementer fra death metal såvel som grind og hardcore genrerne sagtens kunne bringes i velfungerende symbiose. Men sammen med så forskelligartede navne som bl.a. Between the Buried and me og The Red Chord har canadierne desværre også været med til at bane vej for et utal af mindre memorable bands, der alle driver rovdrift på denne overordnede hybridlyd. Bevæbnet med hver deres MySpace profil, tvivlsomme image og rodede sange er ulidelige navne som Waking the Cadavre, Annotations of an Autopsy og Suicide Silence dukket op, sidstnævnte endda med Century Media kontrakt. I bedste fald er de bedøvende ligegyldige i deres anonymitet – i værst fald den rene pinsel at lytte til. Som mange andre har jeg på fornemmelsen, at det bliver den helt store dille for et stykke tid, men som enhver anden flygtig trend vil også det atter gå i glemmebogen, om blot vi holder ud et par år.

Heldigvis har ethvert output fra Despised Icon været hævet over dette niveau – inklusiv ”The Ills of Modern Man”, der dog alligevel ikke helt når forgængerens højder. Måske er det mere velgennemtænkt og mådeholdent end “The Healing Process”, men her to år senere er der desværre også mindre bid i canadierne end førhen. Lyden er langt fra så skærende, desperat og dissonant. Selv de tre numre på splitten med Bodies in the Gears of the Apparatus fremstod mere pågående, fordi Despised Icon her stadig evnede at springe frem og mere eller mindre flå ansigtet af dig på ingen tid. En effekt som for det meste udebliver nu.

Ikke at ”The Ills of Modern Man” på nogen made er et gyseligt værk, men den spirende anonymitet og ensartethed i de ti sange herpå får de svært ved at løbe fra. Havde produktionen været ulækkert klinisk og kunstig som hos landsmændene i Beneath the Massacre, ville det slet ikke have været til at holde ud, men her besidder Despised Icon stadig en konsistent slagkraft, blot uden større, personlig signatur. Vokalerne er blevet mindre distinkte i forhold til hinanden, og især grisehylet – som ellers var blandt de bedre af slags på forgængeren – virker alt for tilbageholdt. Fra hidsigt vildsvin til halvtam kælegris er ingen god udvikling. Der er nu elles intet som en ordentlig ”øffer” i disse tider, hvor så mange cookiecore-bands misbruger vokalstilen på det groveste uden at mestre den. Et glimrende eksempel på et aspekt hvor denne nyfundne moderation ender i det rene benspænd for Despised Icon. Det lægger simpelthen en dæmper på vildskaben.

Hvad gutterne dog stadig forstår, er med jævne mellemrum at koge nogle stykker sammen, der virkelig rykker. Her er især hardcore elementerne i højdepunkter som ”A Fractured Hand” og den glimrende afslutter, ”Fainted Blue Ornaments”, med til at skabe pusterum i den ikke altid lige spændende death metal suppedas. Breakdowns og bøllekor, ja tak – især fordi sidstnævnte går lækkert i spænd med vokalerne lige her, når de toppes af med fjernt desperate råb og skrig.

At Despised Icon næste gang genfinder noget af det direkte dyriske fra tidligere, er nok mit største ønske. Ellers risikerer snildt de at drukne i oceanet af stilens nyere og langt mere pinlige navne. -guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM