Blandt mine bedste minder fra omkring udgivelsen af den skelsættende ”Calculating Infinity” er hvorledes omgivelserne også nåede at få et forhold til den, selvom de vist aldrig helt fandt ud af, hvad det var for en størrelse, eller hvor alle de syngende lussinger, der ramte dem lige i fjæset, kom fra. Da bomben landede, gik jeg på højskole, og efter allerede at have stået model til min kærlighed for Spazz, Converge og andet godt i den periode, blev jeg mere end en gang mødt med et ”ih, hører du også jazz?” fra resten af banden, når DEP foldede sig ud, hvorefter de lettede miner faldt til jorden på et splitsekund, når udbryderkongerne valgte at panik-lægge ruten om og slå over i überspastisk hardcore igen-igen.

Som vores egen Dave ville have sagt det: FAN-TA-STISK! Intet mindre og meget mere.

Med sådan en ”hej, vi hedder DEP, vi er slemme og vi vil fandens gerne invitere din datter med på meskalin-smovseri” entré på scenen, kan det jo enten kun blive knald eller fald herfra, og når de første toner af ”Panasonic Youth” sætter ind, mærker man da også en modning, og dog alligevel ikke den helt vilde omlægning, når alt kommer til alt. Men I kender sikkert godt ”A Christmas Carrrol” af Charles Dickens, hvor den gamle gnier Ebenezer Scrooge bl.a. bliver opsøgt af fortidens ånd, som i sidste ende er med til at få omlagt hans levevis. ”Panasonic Youth” er lidt på samme måde i kraft af, at den minder os og dem om, hvor DEP har været og fremmaner en lyst til at komme videre. Nummeret er herrefedt – tag ikke fejl af det – men endnu et album til i den rille var nok blevet lidt enerverende, og det har New Jerseys fineste mindfuckere været kloge til at indse

”Miss Machine” byder kort og godt på læssevise af uventede indslag. Lidt som forventet, ikke? Det er jo trods alt Dillinger Drengene vi har med at gøre, og skal de leve op til deres navn, må der også konstant nye boller på suppen, hvis de ikke skal ende på en slatten kost af vand og brød for bestandigt. Hænderne om på ryggen og bind for øjnene, for nu skal vi lege!

Selvfølgelig springer det i øjnene…ehm, ørerne…at den nye frontmand, Greg Puciato, er lidt af et hidsigt aktiv for DEP som helhed, da han kort og godt kan alt – croone, vrænge, skrige, skræmme, løfte dig mod skyerne og mere til – og hans medvirken tilfører lyden et godt holdepunkt over hele linien, som man altid kan famle sig frem til med lukkede øjne og skvulpende kvalme, hvis det hele bliver for meget af det gode lige til at starte med. Han har bare generelt et mere bredt appeal end gode, gamle Dimitri, og det er ikke til at komme uden om, selvom jeg på sin vis også stadig savner den guts psykopatiske akrobatik med stemmebåndet.

Og så er der alt det andet…jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal starte, så det bliver bare noget med at gribe den dristige dame i hvad end jeg nu kan få fat på! Måske ville de der latterligt catchy omkvæd i ”Highway Robbery”, ”Unretrofied” og ”Setting Fire to Sleeping Giants” være en saftig delle at hapse, for hvad fanden sker der? Sigter DEP efter radiorotation? Næppe, for selvom det hele nu har en nogenlunde sanselig aura af umiddelbar tilgængelighed, så går gutterne ALDRIG på kompromis med den oprindelige vision om at skabe grænse- og genre(ned)brydende toner til den eventyrlystne lytter, og det skal de vitterligt overdænges med kys og kram for. Lige til den lyse morgen.

Raten af små mellemspil og lydkollager er der til gengæld blevet skåret helt ned på, men hvor de var STÆRKT tiltrængte som pusterum på ”Calculating Infitity”, er sådanne indslag nærmere godt inkorporerede i helheden af de reelle skæringer nu. ”Phone Home” er en lækker og afdæmpet sniger, der fint udfylder chill-factoren og ikke bare agerer rasteplads midt i alt virvaret. Men det ender (selvfølgelig) som et akut tilfælde af helvedesild, når alt kommer til alt. Generelt er hele det karakteristiske fifleri med jazzen også bare flettet langt bedre ind i helheden, så stikkeriet med gaflen nu skal være endnu dybere, for at man kommer med på noderne der. Men det er jo blot en bonus til den ihærdige lytter.

Vi står med et album her, der hjertens gerne måtte blive smart, trendy og elsket af alle, men om den ikke helt så fokuserede skare af lyttere for alvor vil tage ”Miss Machine” til sig, kan kun tiden vise. Det her er stadig eksplosiv kaosteori, og selv det mindste vingeslag fra en sommerfugl siges jo som bekendt at kunne sætte gang i lidt af hvert på den anden side af kloden, så hvis bare et enkelt bask fra sådan en lille spirrevip kan starte en orkan, hvad kan DEPs vilde armbevægelser mon ikke udrette?

Læg dig godt til rette under dynen i aften, for med det aspekt taget i betragtning tør jeg næsten ikke garantere, at vi stadig er her i morgen. Håber dog at jeg kan nå det så småt planlagte jubilæums-komsammen med de gamle højskolefolk og vise dem, at DEP og jeg stadig laver unoder, hånd i hånd. - guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM