Hvad har året egentligt budt på af bemærkelsesværdige thrash relaterede albums? Jo, der har bl.a. været den mere partyorienterede cross-over tilgang til genren repræsenteret ved Municipal Wastes ”The Art of Partying” album, den totale old school Bay Area worship på Eviles ganske fine debut ”Enter the Grave”, og så selvfølgelig den mere polerede og kommercielle approach, som gode gamle Megadeth fremførte overraskende godt på ”United Abominations” udgivelsen.

Man kan selvfølgelig også vælge at gå en fjerde vej, nemlig den vej der hedder at tromle al modstand ned med den mest arrige og hæsblæsende omgang aggro-thrash hørt i meget lang tid, og det synes ganske givet at have været Demiricous’ hensigt på deres nye og andet album med titlen ”Two (Poverty)”. Bandets Zeuss producerede udgivelse, ”One (Hellbound)” fra 2006, var en endog rigtig lovende debut, der dog måske var lidt vel Slayer inspireret, men på ”Two (Poverty)” har allestedsnærværende Erik Rutan i samarbejde med Demiricous frembragt et om muligt endnu mere rendyrket og møgbeskidt in-ya-face lydbillede. Okay, Slayer influenserne ligger stadig og syder i Demiricous’ metalliske mix, især pga. guitaristerne Ben Parrish og Scott Wilsons kaskader af flossede riffs og hvinende soloer, men i denne omgang er løjerne krydret med et tyndt lag hardcore punk og grind fernis, der lige hæver aggressionsniveauet endnu en tak. Man forstår såmænd godt at bandet kalder deres egen musik for ’street metal’, selvom begrebet forhåbentligt aldrig bliver ophøjet til en officiel genrebenævnelse.

Forsanger Nate Olp minder mig lidt om Peter Dolving, som denne lød på The Haunteds selvtitulerede første (og bedste) album, bare i en endnu mere bidsk og harsk udgave, og sjældent oplever man et album sat i gang så lige på og hårdt som ”Two (Poverty)”, der skider højt og flot hul i både intro og bløde starter; man kastes som lytter direkte for ulvene på åbneren ”Never Enough Road”, og herefter kigger Demiricous sig ikke tilbage. Tempoet og intensiteten holdes nemlig mere eller mindre på højeste niveau på samtlige 12 numre og samfulde 40 minutters spilletid. Bevares, en enkelt gang eller to på skæringer som f.eks. ”Knuckle Eye” og ”Language of Oblivion” tillader Demiricous sig at sænke hastigheden en anelse og tilføre løjerne en smule groove, og den afsluttende og instrumentale ”Blackish Silver” kværner som den eneste skæring på ”Two (Poverty)” af sted i et decideret tungt trav, men ellers eksekveres numrene i allerhøjeste gear. Især ”Expression of Immunity to God” og ”Leprosaic Belief” smadrer alt med deres frække brug af lidt grind-passager, men rent faktisk er der ikke så meget som bare et halvkedeligt track i sigte.

Der har uden tvivl været både mere brutale, tekniske og hurtige ekstremmetal albums i år end ”Two (Poverty)”, men når det kommer til den rene, direkte aggression, ifører Demiricous sig efter min mening førertrøjen på deres nye album; ”Two (Poverty)” er ganske enkelt en forrygende intens udgivelse, der deler soniske springskaller og nyrestød ud til højre og venstre med en anarkistisk og næsten punket fuck-it-all attitude. Efter min bedste overbevisning er ”Two (Poverty)” ubestridt årets hidtil sejeste og mest adrenalinfremkaldende thrash metal album, og Demiricous er godt i gang med at manifestere sig som en af nutidens bedste udøvere af genren! –byrial

Kom med kommentar i vores FORUM